23948sdkhjf

Forfatter: Vindmølleindustri presser AAU

Da AAU i 2014 fyrede støjforsker Henrik Møller havde vindmølleindustrien en finger med i spillet. Samme industri skulle angiveligt have fået ledelsen til at sætte en kæp i hjulet på forskningen af lavfrekvent støj fra vindmøller.

Sådan lyder beskyldningerne i bogen En skjult magt, der er skrevet af forfatter og journalist Peter Skeel Hjorth, der tidligere har været talsperson for organisationen European Platform Against Windfarms.

Ifølge Nordjyske.dk forsøger Peter Skeel Hjorth i bogen at dokumentere det, han kalder vindmølleindustriens magtmisbrug, blandt andet via offentliggørelse af mailkorrespondance.

Klare indikationer
Han insinuerer at pres fra vindmølleindustrien var medvirkende til, at Aalborg Universitet fyrede den kontroversielle og kritiske støjekspert Henrik Møller, og han forsøger at dokumentere, at de efterfølgende har forsøgt at bremse hans forskning.

- Det fremgår tydeligt i min bog. Jeg mener, at der er så klare indikationer på, at det, jeg skriver, er rigtigt. Der er ikke noget at tage fejl af, siger Peter Skeel Hjorth til Nordjyske.dk.

I bogen fremlægges der dog ikke fældende bevis for beskyldningerne om at henvendelser fra vindmølleindustrien har haft direkte indflydelse på fyringen eller forskningen inden for lavfrekvent støj.

Afviser alle anklager
På Aalborg Universitet har man endnu ikke set bogen, men institutleder Børge Lindberg, der har haft adgang til den omtalte mailkorrespondance, afviser alle anklager

- Jeg må på det skarpeste tage afstand fra de hentydninger, der kommer frem her. Henrik Møller blev fyret som led i en sparerunde, hvor også flere andre medarbejdere blev opsagt, siger han til avisen.

Han afviser også, at universitetets samarbejde og mailkorrespondancer har haft indflydelse på universitetets støjforskning. 

Han understreger over for avisen at vindmølleindustrien har stillet en række spørgsmål, som AAU har besvaret. En øvelse der ikke har haft indflydelse på forskernes forskningsfrihed.

Bogen En skjult magt udkommer onsdag. 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.174