23948sdkhjf

Dong Energy foretager prøveboring af Svanefeltet

DONG Energy vil sammen med licenspartnerne Bayerngas (30% ejerskab) og Nordsøfonden (20% ejerskab) foretage prøveboring af Svanefeltet i dansk del af Nordsøen.
DONG Energy overtog rollen som operatør, da selskabet i 2007 købte ConocoPhillips danske olie- og gasaktiviteter. En prøveboring foretaget i 2001 af ConocoPhillips påviste et muligt stort gas-reservoir, men tekniske problemer i forbindelse med boringen betød usikkerhed omkring de indsamlede resultater.

Nu har ejerne af feltet besluttet at foretage en ny prøveboring for at kvantificere mængderne og mulighederne for at indvinde gassen, der ligger dybere end noget andet felt i Danmark.

Der er tale om et teknisk udfordrende felt, der på grund af reservoirets dybde på op til 6.000 meter byder på højt tryk og høje temperaturer. Omkostningerne ved prøveboringen er derfor behæftet med usikkerhed og forventes at udgøre 0,6 - 0,9 mia. kr. afhængig af boreresultaterne. Dong Energy's andel udgør 50%.

Den detaljerede planlægning af prøveboringen vil ske i 2010, og licensgruppen vil derefter fastlægge den endelige tidsplan for prøveboringen.

- Hvis prøveboringen bekræfter vores forventninger vil feltet kunne bidrage væsentligt til den fremtidige forsyningssikkerhed. Yderligere åbner det perspektiver for fremtidig udnyttelse af denne type teknisk krævende felter på dansk sokkel, siger Søren Gath Hansen, koncerndirektør med ansvar for DONG Energy's olie- og gasaktiviteter.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.188