23948sdkhjf

- Vi kabellægger for fuld kraft

Eniigs kabelhandlingsplan lægger pres på anlægsafdeling for at få lagt de sidste dele af elnettet i jorden

Luftledninger i landskabet er ved at være en saga blot til glæde for elkunderne, der har strøm i stikkontakterne 99,99 procent af tiden. Over 95 procent af de danske elnetselskabers ledninger ligger i jorden i form af knap 165.000 km kabler, og kabellægningen fortsætter blandt andet i Midtjylland.

Fakta om elnettet

Elnettet hos Eniig består nu af knap 29.000 km kabler, 1.200 km 60 kV luftledninger samt nogle få hundrede km luftledninger på 20, 10 og 0,4 kV niveau.

Samlet kan den danske elforsynings kabler nå rundt om Jorden fire gange.

- Vi kabellægger for fuld kraft, da vi har fået et klart mål fra ledelsen om at være færdige i vores sydlige net-område senest den 31. december 2017. Så det bliver vi, fastslår Poul Bagger Thomsen, der er leder for afdelingen Anlæg 20-0,4 kV hos Eniig Forsyning i Silkeborg.

Gravemaskinerne er med andre ord i fuld gang i det gamle EnergiMidt Net, der sammen med hedengangne HEF Net inkl. elnettet i Aalborg udgør Eniig.

Poul Bagger Thomsens 20-0,4 kV anlægsafdeling har samtidig en række opgaver i forbindelse med etablering af ny-anlæg til nye tilslutninger og udvidelser, så han og de 30 kolleger har meget at lave i øjeblikket. Der bliver gravet både i byer og på landet.

- Også i forhold til ny-anlæg skal vi være færdige med vores opgaver til tiden af hensyn til kunderne og vores troværdighed. Men det er ikke altid lige let at holde tidsplanen - ofte skal vi grave under asfalt og brosten med de udfordringer, vi møder der, påpeger Poul Bagger Thomsen, der er leder for en afdeling, der skal være så fleksibel, at der også er tid til at oprette el-anlæg for eksempel i forbindelse med nye byområder og vindmølleparker.

Asset Management
Parallelt med kabellægning, og ny-anlæg arbejder planlægningsafdelingen også i strategiske overvejelser om, hvordan Eniigs fysiske værdier bedst mulig holdes ved lige.

En vigtig første del af dette Asset Management handler om at få bedre overblik over de mange anlæg. Elforsyningen i det midtjysk-himmerlandske område består af knap 29.000 km kabler, nogle få hundrede km luftledninger, over 12.000 transformerstationer mellem de forskellige spændingsniveauer og 112.000 kabelskabe tæt ved kunderne.

- Vi har millioner af data, men for at de skal have deres rette værdi skal de være ensartede. EnergiMidt er en fusion af forskellige selskaber, ligesom HEF og Aalborg Kommunale Elforsyning er en fusion. Forskellige selskaber registrerer nettet på forskellige måder, og nu skal alle disse data samles i ét system, påpeger Poul Bagger Thomsen.

Valg af nyt GIS-system
Elnetselskabernes Fejl- og Afbrudsstistik (ELFAS), der drives af Dansk Energi, kan give fingerpeg om, hvor der begynder at opstå problemer, og så er Eniig i fuld gang med at lægge flere data i sit geologiske informationssystem (GIS), der skal være en slags hjerte i den fremtidige drift.

- Vores afdeling har ansvaret for GIS. Vi har historisk haft to forskellige versioner fra den samme leverandør, og det har stor betydning for, hvordan man arbejder. Derfor skal vi have ét produkt, der passer til fremtiden, fastslår Poul Bagger Thomsen, der via en projektgruppe og efter dialog med de øvrige kolleger har fået direktionens godkendelse til at vælge produktet ArcGIS.

Brugen af GIS er under kraftig udvikling både, hvad angår indhold og antallet af medarbejdere, der drager nytte af at bruge systemet.

- Det er et kæmpe arbejde at få god kvalitet i vores data, men det er nu her i opbygningsfasen, vi skal sikre, at data er så valide som muligt. Gode data er vigtige for vores teknikere ude i marken, de er vigtige for kunder der skal grave og derfor vide, hvor vores ledninger ligger, og en forudsætning for Asset Management, siger Kirsten Kaae, der er specialist i GIS og understreger, at også udvælgelse af vigtige data og vedligeholdelse af data er afgørende.

Visualisering af data
Aktuelt er hun ved at indlæse informationer om kabelfejl fra 2014, 2015 og 2016, og fremover vil disse og mange andre data blandt andet kunne studeres af driftsansvarlige, netplanlæggere m. fl. på kort med forskellige farver alt efter ’sundhedstilstand’. Data bliver altså visualiseret:

-  Et kort siger mere end tusind tabeller, påpeger Kirsten Kaae. 

Poul Bagger Thomsen tilføjer, at kortene også har andre fordele i disse fusionstider. Da elnetselskaberne var mindre, kendte driftsvagterne deres områder som egne bukselommer. Hvis en kunde ringede ind med et afbrud, kunne driftsvagten derfor hurtigt sende en tekniker frem til den rette adresse.

-  En driftsvagt fra Aalborg ved naturligvis ikke ret meget om forholdene i Jelling 200 km længere mod syd, så vi er nødt til at have elektroniske værktøjer til at hjælpe os, siger Poul Bagger Thomsen.

Energi… også til fritiden
Den relativt nye Eniig-koncern er kommet langt med at skabe én fælles kultur, så de ansatte fra de fusionerede selskaber ikke taler om ’dem og os’. Koncernen er også optaget af trivsel på arbejdspladsen, hvor det er et mantra, at medarbejderne ikke bruger al deres energi på jobbet.

-  Vi har en række interne forløb som en konsekvens af fusionen. Vi er ved at vende organisationen på hovedet og implementere nye standarder samtidig med, at vi har vores normale dagligdags opgaver og en kabelhandlingsplan, der skal føres ud i livet. Hvis man tror, at alt det kan gøres, uden at medarbejderne en gang imellem ryster på hovedet over den store mængde opgaver, så tager man fejl, siger Poul Bagger Thomsen, der ser de løbende trivselsmålinger som gode pejlemærker for, hvornår det er tid til eftertanke.

- Med trivselsmålingerne får ledelsen fokus på de udfordringer, der fylder i de enkelte grupper, påpeger han.

I Eniig er det ifølge Poul Bagger Thomsen i orden at sige ’jeg kan ikke nå det’, og så er det ledelsens opgave at prioritere eller dække af med andre kolleger eksempelvis også fra vedligeholdelsesafdelingen eller eksterne leverandører. Den tilstræbt åbne kultur er også et middel til at skabe en positivt indstillet arbejdsplads.

Og kabellægningen? Efter nytår bliver pengene til den slags reinvesteringer sendt længere mod nord i Eniigs forsyningsområde. Både Eniig og den samlede danske elforsyning vil dermed komme endnu tættere på en dækning på 100 procent.

 

Kilde: Dansk Energi

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.187