23948sdkhjf

Overskudsvarme-projekter rammes af ny afgift

Nye overskudsvarme-projekter fremmes på bekostning af de eksisterende. Det kommer til at koste - blandt andet i Aalborg.

Det var med forventningens glæde, at energisektoren i fredags kunne sætte øjnene i en længe ventet analyse af afgifterne i overskudsvarmen i fjernvarmen.

Men i rapporten kommer regeringen ikke bare med en gennemgang af de faktiske forhold i fjernvarmen, men også med en række forslag til ændringer af afgifter.

Formålet skulle være at fremme nye overskudsvarmeprojekter. Det har regeringen så valgt at gøre på bekostning af eksisterende overskudsvarmeprojekter.

Ekstraregning i Aalborg
I Aalborg Kommune, hvor Aalborg Varme A/S er langt fremme med at udnytte overskudsvarme fra især Aalborg Portlands cementproduktion, vil afgiften medføre en stor ekstraregning for varmeforbrugerne.

 - Det er helt urimeligt, hvis fjernvarmeforbrugerne i Aalborg og omegn får trukket endnu en afgift ned over hovedet. Såvel Aalborg Portland som Aalborg Varme har alle investeret i god tro fordi de kunne se, at der i overskudsvarmen lå en god og konkurrencedygtig mulighed. Det må ikke komme fjernvarmeforbrugerne til last med øgede afgifter, siger Kim Behnke, vicedirektør i Dansk Fjernvarme.

Afgifts- og tilskudsanalysen foreslår således, at der fremover indføres en fast sats for al overskudsvarme på 22,8 kr. /GJ. I Aalborg vil det betyde, at der skal opkræves mere end 20 mio. kr. ekstra pr. år hos fjernvarmeforbrugerne, svarende til ca. 350 kr. om året for et standardhus.

- Jeg håber, politikerne på Christiansborg besinder sig og tager dette forslag af bordet. Vi hører konstant, at vi skal have fokus på den grønne omstilling, og derfor undrer jeg mig meget over baggrunden for at indføre nye afgifter, der trækker i stik modsat retning. Det er i mine øjne meget uambitiøst og komplet uansvarligt på miljøets vegne. At Aalborg Kommunes fjernvarmekunder samtidig skal straffes økonomisk for at være langt fremme på dette område, synes jeg er helt ude i hampen, siger  Lasse P.N. Olsen, bestyrelsesformand i Aalborg Energikoncern.

Den mulige takststigning ærgrer også direktøren i Aalborg Varme A/S, da forslaget ikke blot vil betyde en betydelig forringelse af de nuværende betingelser, men samtidig vil bremse incitamentet til at udvide brugen af overskudsvarme i fremtiden.

- Netop overskudsvarme er et af de områder, vi har set et stort potentiale i og har haft stort fokus på at se nærmere på i fremtiden. Det siger sig selv, at den foreslåede høje afgiftssats vil gøre det meget mindre attraktivt for os og for erhvervsvirksomhederne, at udnytte det store potentiale, der ligger i overskudsvarme. Det kommer både til at skade arbejdet i retning af til den grønne omstilling samtidig med at vores varmekunder vil blive præsenteret for en betydelig stigning i varmeregning, hvis afgiften bliver en realitet, lyder vurderingen fra Jesper Høstgaard-Jensen, direktør i Aalborg Varme A/S.

Analysen er en skævert
I Dansk Fjernvarme håber man at politikerne besinder sig og at den kommende og sidste analyse af afgifterne i energisektoren, der ifølge ministeren skal komme inden sommerferien, vil rette op på det skæve forslag om ekstraafgifter i Aalborg.

- Jeg tror man må sige, at forfatterne bag denne analyse har slået en skævert. Det vil vi selvfølgelig gøre dem opmærksom på, så de enten kan nå at rette op på det i det kommende rapport og efterfølgende politiske debat eller det i det mindste træffer denne beslutning med åbne øjne og påtager sig ansvaret for prisstigningen, siger Kim Behnke.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141