Energistyrelsen modtager ansøgning om Nordstream 2
Det kan bekræftes, at Energistyrelsen den 3. april 2017 har modtaget en ansøgning fra Nord Stream 2-selskabet om tilladelse til anlæg af transitrørledninger i dansk farvand.
Energistyrelsen skal nu se nærmere på sagen.
Det oplyser Energistyrelsen i en meddelelse.
EU Kommissionen tilbød ellers i sidste uge at gå ind og forhandle på vegne af Danmark og andre EU-lande. En tilkendegivelse Danmark, ifølge Politiken, har ventet på længe.
Problematisk gasledning
I følge Ritzau er der flere grunde til, at Nord Stream 2 er problematisk set med den danske regerings øjne.
For det første er forholdet til Rusland iskoldt efter Ruslands annektering af Krim-halvøen og engagement i konflikten i Ukraine.
For det andet vil ledningen tillade Rusland at eksportere gas uden om en række østeuropæiske lande. Derved mister de indtægter. Og de bliver sårbare, hvis Rusland lukker for gassen.