23948sdkhjf

EMD International får ny ejer og 80 mio. i ryggen

Foreningen Energi- og Miljødata har skudt 80 mio. kr. i den nystiftede EMD Fonden og efterfølgende opløst sig selv.

Det betyder, at EMD Fonden nu har en 100 procent ejerandel i selskabet EMD International A/S og en 20 procents ejerandel i virksomheden Enfor, samt alle rettigheder til EMDs softwareprodukter til vindkraft- og kraftvarmebranchen.

EMD Fonden har ligeledes fået en ny bestyrelse, der skal støtte op om EMD Internationals fremtidige virke, der ikke kun bliver inden for vindkraft og kraftvarme.

-  EMD International har fået ny ejer – en erhvervsdrivende fond og meningen er, at der fremover skal inddrages og supporteres flere brancher, forklarer bestyrelsesformand i EMD Fonden Frank Rosager.

-  Der skal således udvikles software til solceller, biomasse og en masse andre ting. Det er derfor, at fondens bestyrelse er sammensat af folk fra forskellige brancher. Det er dem, der bestemmer, hvilken type software, der skal udvikles. 

Investerer i to ting
I forbindelse med det nye ejerskab fik EMD Fonden overført 80 mio. kr. fra den nu opløste Foreningen Energi- og Miljødata. De penge er primært skabt af royaltybetaling og overskud fra EMD International - opbygget gennem 30 års virke.

- Det er bestyrelsen, der forvalter de fremtidige investeringer, der foregår på to måder. En del af pengene skal bruges på udviklingen af ny software, mens en anden del af pengene uddeles til almennyttige formål, forklarer Frank Rosager.

Allerede på torsdag uddeler bestyrelsen den første pose penge til almennyttige formål. Til hvilke konkrete formål er endnu en hemmelighed.

 EMD International udvikles 
Ud over de almennyttige formål skal Fonden altså løbende investere i ny- og videreudvikling af EMD-software-produkterne, 

- Med Fondens ejerskab har EMD International A/S fået en robust og stærk ejer, som optimalt kan støtte selskabet i sin fortsatte udvikling, og dermed forblive førende som leverandør af projekterings- og beregningssoftware til vindkraft og energisystemanalyse i årene fremover – og frem for alt medvirke til udvikling af nye produkter, eksempelvis til driftsoptimering af energianlæg, som er i en rivende udvikling, siger direktør i EMD International Per Nielsen. 

Seneste software-investering er softwaren windOPS, der anvendes til såvel performance-måling som driftsoptimering af etablerede vindmølleparker. Efter succesfulde prototypetests er de første windOPS-installationer nu solgt og er i drift bl.a. på en 200 MW vindmøllepark i Egypten.

EMD Fondens bestyrelse:

  • Formand Frank Rosager, repræsentant for Dansk Gasteknisk Center.
  • Næstformand Jørgen Røhr Jensen, repræsentant for Foreningen af Rådgivende Ingeniører
  • Niels Dupont, repræsentant for Vindmølleindustrien
  • Leif Hornbak, repræsentant for Brancheforeningen for Decentral Kraftvarme
  • Kim Behnke, repræsentant valgt af bestyrelsen.
  • Henrik V. Laursen, repræsentant for Brancheforeningen for Biogas
  • Per Alex Sørensen, repræsentant for Dansk Solvarmeforening
  • Mads Willadsen, repræsentant valgt af bestyrelsen.
  • Per Bjerke Hansen, repræsentant, for Danmarks Vindmølleforening
  • John Dalsgård Sørensen, repræsentant for Aalborg Universitet
  • Thorkil Guldager Sørensen, repræsentant for medarbejderne i EMD International A/S
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109