23948sdkhjf

Dansk Solvarme Forening ønsker dialog med Dansk Fjernvarme

Den 17. september 2009 kunne man her på Energy Supply læse et brev fra Dansk Fjernvarme til de danske kommuner. Brevet skulle rette fokus mod dårlige klimatiltag vs. gode klimatiltag - og selvfølgelig være med til at undgå førstnævnte. Nu har Energy Supply fået en henvendelse fra Dansk Solvarme Forening. Her er man begejstret for Dansk Fjernvarmes helhedsorienterede tænkning, når det kommer til minimering af CO2-udslip og klimaforandringer, men knap så begejstret for den tvivl, man synes, brevet sår, om solvarmens gode egenskaber.
Dansk Fjernvarme udsendte i sidste uge et brev til samtlige danske kommuner. Det var ønsket om at sætte fokus på gode og dårlige klimatiltag, der fik foreningen til at rette henvendelse. Energy Supply bragte i artiklen Dansk Fjernvarme skriver til kommuner for at undgå dårlige klimatiltag brevet i sin fulde længde.

Nu har Dansk Solvarme Forening taget kontakt til Energy Supply, da man er gået Dansk Fjernvarme i bedene og har sendt et brev. Men ikke til samtlige kommuner, men til Dansk Fjernvarme. Her er det ønsket om at indgå en dialog om indholdet i det brev, kommunerne har modtaget, der har fået Dansk Solvarme Forening til at rette henvendelse.

I brevet skriver formand for Dansk Solvarme Forening Anders Otte Jørgensen:
Energy Supply bringer ikke brevet i sin fulde længde.

- Jeg vil gerne starte med at sige, at Dansk Solvarme Forening bifalder, at man tænker helhedsorienteret i varme- og energiplanlægning med henblik på minimering af CO2-udledning og dermed minimering af risiko for klimaforandringer. Dansk Solvarme Forening er i princippet enig i mange af dine pointer, men vi synes desværre, at brevet fra jer fremstår unuanceret og sår tvivl om solvarmens gode egenskaber og store potentiale i at bidrage til dansk varmeforsyning. Et potentiale Dansk Fjernvarme også selv fremhæver i varmeplan 2008, hvor I anbefaler en væsentlig udbygning med solvarme i varmeforsyningen.

- Dansk Solvarme Forening vil gerne slå fast, at i fjernvarmeforsynede områder kan solvarme i mange tilfælde med fordel og med tanke for helheden assistere den centrale forsyning med CO2-fri varmeproduktion fra store solfangerfelter.

- Individuel solvarmeforsyning af forbrugssteder med lavt sommerforbrug i fjernvarmeområder ser Dansk Solvarme Forening, som en glimrende løsning, dog under forudsætning af at overskudsproduktionen om sommeren kan leveres ud på fjernvarmenetværket. Denne løsning kan teknisk nemt implementeres, hvilket er afprøvet i flere tilfælde. Dansk Solvarme Forening ser store muligheder for meget udbredt anvendelse af solvarme i fremtidens danske varmeforsyning også i kommunalt regi da:
  • Fossilt brændstof skal udfases til gavn for klima og forsyningssikkerhed
  • Biobrændselsressourcerne er begrænsede
- Og ydermere forventer vi:
  • Stigende brændsels- og varmepriser (p.g.a. begrænsede ressourcer)
  • Mindre affald tilgængeligt for forbrænding/fjernvarme (forudsat en øget/forbedret affaldssortering og øget udnyttelse/genbrug af affald)
  • Øget udbredelse af langtidsvarmelagring
  • Øget udbredelse af lav- og 0-energihuse med stor andel solvarme
  • Den stigende andel af vindproduceret el vil mindske behovet for kraftvarmeproduktion
- Solvarme har derfor også en rolle at spille i forhold til det kommunale energiforbrug og konkret kan jeg nævne, at Skive kommune har haft stor glæde af at bruge solvarme strategisk til opvarmning af brugsvand og har en årlig besparelse på deres driftsomkostninger på 600.000 kr.

Med udgangspunkt i ovenstående brev lægger Anders Otte Jørgensen op til en dialog mellem Dansk Fjernvarme og Dansk Solvarme Forening. Han håber, at parterne kan finde frem til hvorledes CO2-fri solvarmeudnyttelse kan optimeres og maksimeres med hensyntagen til helheden. Gennem dialogen ønsker han også at foreningerne sammen kunne hjælpe kommunerne med gode og konstruktive råd om, hvordan solvarme udnyttes og indpasses på bedste vis i den kommunale energi- og varmeplanlægning.


Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094