23948sdkhjf

Efter eksplosion: Kedel sendes på pension

Onsdag den 15. februar 2017 oplevede ARC en større kedelsprængning i ovn 4.

Det oplyser ARC på sin hjemmeside.

Det var et rør på ca. 10 cm i diameter, der sprængtes inde i kedlen. Det betød at 250 grader varmt vand strømmede ud i kedlen. Når vand med den temperatur og med et tryk på 50-55 bar strømmer ud i atmosfærisk tryk omdannes vandet til damp.

-  Da damp fylder meget mere end vand - en liter vand forvandles til ca. 1.700 liter damp – bliver kedlen hurtigt fyldt med damp. Dampen vil normalt blive i kedlen og suget ud sammen med røgen op gennem skorstenen, men i dette tilfælde var rørbruddet så stort, at dampen opbyggede tryk i kedlen, indtil kedlen brast på det svageste sted, oplyser Teknisk Chef jos ARC, Dan Fredsgaard.

Umiddelbart efter rørbruddet opstod en revne på 6 meter med en åbning på op til en halv meter i kedlen og damp, støv og isoleringsmateriale blev blæst ud i ovnhallen.

Kedlen sendes på pension
ARC har efterfølgende vurderet tilsvarende rør på alle de øvrige kedler, ligesom de seneste målerapporter er blevet kontrolleret igen, og der er udført en ekstra måling i kedel 1, der i henhold til rapporterne var den mest slidte.

- Alle rør er fundet til at ligge inden for den sikkerhedsmargen på rørtykkelsen som kræves ved et driftstryk på 55 bar, men to af rørene på kedel 1 lå lidt tæt på grænsen og er derfor blevet skiftet, oplyser ARC.

Derudover har ARC besluttet at sænke driftstrykket på alle kedler til 35 bar. Dermed øges sikkerheden i forhold til den krævede rørtykkelse, sådan at alle rør nu ligger med en beregnet sikkerhedsmargen, der er ca. 200% højere end krævet. Denne ændring vil gælde i resten af anlæggets driftstid.

Sidst men ikke mindst har ARC besluttet, at kedel 4 ikke repareres og derfor endeligt er gået på pension.

-  Vi kan sagtens klare os med de resterende 3 kedler, og det giver ingen mening at betale mange penge for at reparere noget, der alligevel skal rives ned om et år, forklarer kommunikations- og pressekonsulent Sune Scheibye hos ARC og hentyder til, at ARC om føje tid flytter sin produktion over på Amager Bakke.

Sammentræf af uheldige omstændigheder
ARCs egne medarbejdere har sammen med eksperter fra Rambøll efterfølgende lavet en foreløbig vurdering af forløbet, og det viser sig, at det er et sammentræf af uheldige omstændigheder, der førte til ekplosionen.

- Det rør, der havde bruddet, var tyndslidt og burde have været udskiftet. Inspektion af kedlen har vist, at kedel 4 under en ombygning for ca. 15 år siden er blevet sat sammen igen med en svejsesøm, der er udført håndværksmæssigt dårligt. Det er denne svejsesøm, der er revnet, oplyser Dan Fredsgaard.

Ikke umiddelbart farligt
Eksplosionen kunne have været farlig for mennesker, hvis der på tidspunktet for sprængningen havde stået nogen lige foran kedlen, men heldigvis skete uheldet på et tidspunkt, hvor der ikke var særligt mange mennesker i ovnhallen.

- Det er vigtigt at fremhæve, at kedelsprængninger forekommer på kraftvarmeværker - både affaldsfyrede og andre. Vi har også prøvet det før. Sprængningen er ikke farlig for mennesker med mindre man står lige foran og vi har en række sikkerhedsforanstaltninger, som vi altid skal tage højde for, når vi færdes i kedelhallen, fortæller Sune Scheibye.

Han understreger over for Energy Supply, at det igen er fuldstændigt sikkert at opholde sig i kedelhallen, og at alt kører som det skal – undtagen selvfølgelig ovn 4 som jo er sent på pension.

 

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11