23948sdkhjf

Energilager tager form i Toftlund

Udgravningen er afsluttet - nu venter den største udfordring.

Toftlund Fjernvarme har investeret i et solfangeranlæg på 27.000 kvadratmeter samt et tilhørende damvarmelager.

Solfangerne er produceret og installeret af Arcon Sunmark, der er færdige med deres del, mens virksomheden Chr. Johannsen A/S står for etableringen af det 16 meter dybe, 110 x110 meter brede energilager, der kan rumme 70.000 kubikmeter varmt vand.

Udfordret af vand
Arbejdet har været i gang siden april i fjor og forventes at være afsluttet til maj. Udgravningen af det store hul er meget afhængig af vejret og mængden af nedbør.

- Nedbør kan standse hele arbejdet. Samtidig har vi været udfordret af vand nedefra og fra siderne – ja, nærmest vand alle vegne – så vi måtte ramme 400 lbm. vandtæt spuns for at håndtere grundvandet. Det var en svær opgave, men med god sparring med Jesper Lund Nielsen fra Rambøll blev resultatet godt, siger entreprenør Per Lausten fra Chr. Johannsen A/S.

Entreprenørerne har brugt den opgravede råjord til at opbygge bassinets sider og har desuden etableret en serviceringsvej på toppen.

Største udfordring mangler
Lige nu og nogle dage ind i marts bliver det store bassin fyldt med vandværksvand fra Toftlund Vandværk. Det sker med 50 m3 vand i timen.

Men den store udfordring er stadig tilbage:

Det 12.000 kvadratmeter store, selvbærende låg over bassinet.

Låget skal både forhindre varmetab, have en lang levetid, kunne lede nedbør væk og endda også bære lettere trafik.

- Oven på vandoverfladen lægger vi en special-membran, der kan tåle temperaturer over 90 °C i længere tid. Så lægger vi op til 45 cm danskproducerede letklinkernødder som isolering, og vi slutter af med et bærenet og endnu en membran, som får lageret til at falde i med omgivelserne, forklarer Per Laustsen.

Flere gevinster
For Toftlund Fjernvarme er der flere gevinster ved nye anlæg og varmelager.

 - Vi får større fleksibilitet og større forsyningssikkerhed. Samtidig reducerer vi vores forbrug af fossile brændstoffer, siger Jørgen Thorgaard, driftsleder ved Toftlund Fjernvarme.

Solfangerne skal varme vandet i damvarmelageret op hen over sommeren, og i løbet af vinteren kan det oplagrede, varme vand sendes ud til fjernvarmens 1.033 husstande.

- Til efteråret er vandet ca. 90 grader i toppen og ca. 50 grader i bunden. Så begynder vi gradvis at trække varmen ud fra toppen og pumpe returvand ind i bunden, forklarer driftsleder Jørgen Thorgaard.

Solanlægget skal dække ca. 45 procent af Toftlund Fjernvarmes samlede varmebehov.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094