23948sdkhjf

Virksomhedsleder: Energitiltag har ikke ramt forbrugerne

Skal der gang i udskiftningen af oliefyrene i de danske parcelhuse, så kræver det politisk handling - gerne i form af et direkte skattefradrag, mener direktør

Der er et godt stykke vej til målet om, at Danmark skal være uafhængig af fossile brændsler i 2050, selv om Danmark er nået langt og har en høj andel af vedvarende energi i energiforsyningen.

Det viser Dansk Byggeris årlige energianalyse. Organisationen anbefaler derfor, at berørte boligejere bør informeres om de forskellige alternativer til udskiftning af olie- og gasfyr.

Som led i opfyldelsen af målet om fossil uafhængighed i 2050, blev der i 2013 indført et stop for installering af olie- og naturgasfyr i nye bygninger, og fra 2016 blev der indført et stop for installation af oliefyr også i eksisterende bygninger i områder med fjernvarme eller naturgas som alternativ.

Alligevel er der ifølge analysen knap 114.000 boliger oliefyr som primæropvarmning. Omkring 25 procent af dem skønnes af Energistyrelsen at ligge i områder, der er udlagt til eller er planlagt udlagt til fjernvarme eller naturgas, og dermed vil være omfattet af forbud mod installation af nyt oliefyr.

Ingen tiltag har ramt plet
Jørn Johansen, direktør i Jørn Johansen A/S, der blandt andet udfører vedligeholdelse og renovering, bakker op om, at der ikke er kommet ordentligt gang i markedet for alternative energikilder.

Dansk Byggeri anbefaler

Udskiftning af varmekilde bør kobles med undersøgelse af behov for energirenovering, så den nye varmekilde kan levere det nødvendige varmebehov og dimensioneres korrekt
Berørte boligejere bør informeres om de forskellige alternativer til udskiftning af olie- og gasfyr
Alternative former for energiforsyning til olie- og gasfyr bør sidestilles afgiftsmæssigt
Kilde: Byggeriets Energianalyse 2017

- På trods af at man gennem årene har forsøgt sig med mange forskellige energitiltag, så har ingen af dem ramt forbrugeren. Folk giver gerne penge ud til et nyt bad eller køkken, som de kan vise frem, men forbrugerne er ikke i samme grad villige til at bruge penge på at få energioptimeret boligen. Det er enormt kortsigtet, for en energiforbedring vil give bedre råd til nyt køkken eller bad, siger han til Licitationen - Byggeriets Dagblad. 

Kræver politisk handling
Skal der ordentligt gang i installering af varmepumper, træpillefyr og solvarme, så kræver det politisk handling, mener Jørn Johansen.

- Alle mennesker fokuserer på deres skatteopgørelse og derfor bør energiforbedringer indgå som et direkte skattefradrag. Man kunne for eksempel indregne det i den måde boligskatten og grundskylden bliver opgjort på. Så hvis en boligejer investerer 90.000 i en varmepumpe, så burde der være fuldt skattefradrag. På den korte bane går staten glip af en skatteindtægt, men på den lange bane vinder samfundet, siger han.

I juli sidste år besluttede regeringen, at fem virksomheder til og med 2019 kan få støtte til at installere i alt 1.750 varmepumper. Til ordningen blev afsat 25 mio. kroner over tre år til at give boligejere mulighed for få installeret en varmepumpe på abonnement og kun betale for den forbrugte varme og eventuelt et engangsbeløb i forbindelse med tilslutning.

Analysen viser

Ca. 1,5 mio. af landets ca. 2,6 mio. beboede boliger opvarmes i dag af fjernvarme. Af de resterende boliger opvarmes ca. 409.000 med naturgasfyr og knap 143.000 med træpille-, halm-, flisfyr og lignende
Antallet af boliger der opvarmes med direkte elvarme er på godt 148.000, mens antallet der opvarmes med elvarmepumper udgjorde knap 122.000 i 2016. Boliger opvarmet med oliefyr udgjorde knap 114.000
Ca. 76.000 boliger blev opvarmet med træpilleovne, brændeovne og lignende. Over 12.000 boliger har anden opvarmning
Kilde: Byggeriets Energianalyse 2017

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125