23948sdkhjf

- Vi ser ind i en fremtid, hvor lokale fjernvarmenet kobles sammen.

-  Vi ser ikke ind i en fremtid, hvor alle værker opgraderes – men en fremtid, hvor man kobler de lokale fjernvarmenet sammen og giver en mere fleksibel mulighed for udnyttelse af overskudsvarme, biomasse og sol.

Sådan siger projektleder Per Kristensen efter at have sat punktum i projektet FlexCities2, hvor man har undersøgt muligheden for en fjernvarmeforbindelse fra Tvis i Trekantsområdet til Hedensted, Løsning og Horsens.

På tværs af kommunegrænser og fjernvarmenet.

Konklusionen i projektet er at større sammenkoblede regionale fjernvarmesystemer på sigt er interessante at stræbe efter, men også at business casen endnu ikke er stærk nok.

Deltagere i FlexCitites2

  • TVIS, Hedensted Fjernvarme, Løsning Fjernvarme og Horsens Fjernvarme.
  • Hedensted Kommune og Horsens Kommune.
  • AAU og Teknologisk Institut.

En udløber af Flexcities1
Flexcities2 er en udløber af projektet Flexcities1, hvor hovedfokus var på omlægningen af det samlede fjernvarmesystem i Horsens, Løsning og Hedensted til mere vedvarende energi. Projektet afslørede at det både teknisk og økonomisk var en mulighed, hvorfor man i projektgruppen valgte at arbejde videre i FlexCities2. Her skulle dog males med en lidt bredere pensel.

- I Flexcities2 skulle vi så føre resultaterne fra F1 ud i livet. Men inden vi gik i gang, løftede vi osteklokken en smule og kiggede mod nord og syd. Vi ville dermed undersøge muligheden for at koble Horsens via Løsning og Hedensted sammen med Tvis og samtidig udnytte den overskudsvarme, der er til rådighed i området, fortæller Per Kristensen.

Fase et i Flexcities2 er lige afsluttet og en række konklusioner foreligger, mens fase 2 af projektet, som er det konkrete anlægsprojekt, er udsat til en gang i fremtiden, hvor business-casen er lige en tand bedre end for øjeblikket.

Transmissionsledningen fra nord til syd i midt 
En transmissionsledning fra nord til syd er som sagt at stræbe efter – det er alle parterne i projektet enige om – men konklusionen her og nu er, at de økonomiske fordele ved en regional forsyningsledning er gode, men ikke store nok.

- Der er en positiv business case i transmissionsledningen, men igen, hvor positiv skal den positive business case være, for at det kan realiseres, siger Per Kristensen og fortsætter:          

- Nu har vi fået svesken på disken – Det kan lade sig gøre – Der er en positiv business case. Det var ikke sådan vi jublede i 14 dage, men den er der da. Nu er det op til fjernvarmeselskaberne at beslutte om de vil gå videre med den del af projektet. De skal mødes i efteråret og diskutere det.

I mellemtiden er der heldigvis en masse andre ting at give sig i kast med.

- Når transmissionsledningen ikke bliver til noget her og nu, så kan vi stadig arbejde på at binde Hedensted og Løsning sammen og gøre brug af langt mere overskudsvarme. Det er der en god ide i at gå i gang med nu, viser projektet, fortæller Per Kristensen. 

Lokale løsninger på den korte bane
De lokale løsninger har altså vist sig at være mest realistiske på den korte bane - både økonomisk og organisatorisk. Det lægger projektets parter da heller ikke skjul på.

Hos Løsning Fjernvarme har man i mange år været velforsynet med overskudsvarme fra Daka, og her er man indstillet på at tage de lokale briller på i første omgang. 

- Det er oplagt for os at afvente en lokal afklaring om overskudsvarme og se nærmere på vores relation til Hedensted Fjernvarme, før vi tager endelig beslutning om en regional fjernvarmeledning, siger bestyrelsesformand, Anders Møller fra Løsning Fjernvarme.

Også hos Horsens Fjernvarme er man tilbageholdende overfor et større regionalt projekt.

 - Fjernvarme Horsens er forpligtet til at levere varme til den godkendte udbygningsplan, så det er et projekt, vi vil fokusere på at gennemføre. For at forsyne en væsentlig udbygning af forsyningsområdet etablerer vi to nye større biomasseenheder, så på nuværende tidspunkt er der ingen fordel ved at erstatte lokale løsninger baseret på biomasse med et regionalt system også baseret på biomasse, siger Lars Goldschmidt, bestyrelsesformand ved Fjernvarme Horsens.

Virksomhedsdeltagelse

I projektet deltager udover fjernvarmeselskaberne også Horsens Kommune, Hedensted Kommune, AAU og Teknologisk institut samt en række virksomheder, som har spillet ind med forslag til, hvordan man konkret kan forbedre tingenen.

  •  Projektet har i høj grad også drejet sig om, om vi kunne løfte os på varmepumpeteknik, rørteknik og på nedlægningsteknologien – altså konkrete produktudviklinger, fortæller Per Kristensen.

De virksomheder man har fået input fra er : 

Daka, Liquide, Horsens Vand, Logstor, Isoplus, Johnson Controls, ICS Energy, Inotherm, DME, Mita Teknik. 

 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141