23948sdkhjf

Derfor koblede værkerne i København af

Dominoeffekt fik to blokke på henholdsvis H.C. Ørstedsværket og Svanemølleværket til at koble ud.

I aftes var 5000 af Hofors kunder i Indre By, Nørrebro, Vesterbro og dele af Østerbro i Købehavn uden varme og varmt vand.

Det skyldtes nedbrud på både H.C. Ørstedværket og Svanemølleværket – eller faktisk viser det sig, at det har været lidt af en dominoeffekt, der har været årsag til den manglende varme til de kunder, der forsynes via damp.

Energy Supply har talt med Dong Energy, der ejer begge værker, og fået en forklaring på problemerne i hovedstaden i går.

 - Der opstår nogle svingninger i trykket på dampnettet, og derfor er der en blok på H.C. Ørstedsværket, der kobler af. Det skal den for at beskytte nettet, forklarer talsmand fra Dong Energy, Tom Lehn-Christiansen.

- Ideelt set skulle Svanemølleværket og Amagerværket så tage over. Men fordi svingningerne i trykket i dampnettet er forholdsvis voldsomme, så sætter Svanemølleværket ud, hvilket det teknisk set også skal,for at beskytte nettet, forklarer Tom Lehn-Christiansen.

Det tager godt en time at genstarte blokkene, men da man ikke bare må gå fra et tryk på nul til ti bar med et ryk i håndtaget, så tager det lidt tid før varmen er tilbage hos forbrugerne.

- Hvis vi genstarter blokkene for hurtigt, risikerer vi at skabe et tryk, der beskadiger nettet. Derfor tog det et par timer eller tre at få genoprettet trykket i nettet, siger Tom Lehn-Christiansen,

Varmen er altså tilbage hos forbrugerne og begge blokke på begge værker kører som de skal. Nu har Dong Energy bare et job tilbage.

-  Når der sker sådan noget her, så er der to hensyn at tage. Nummer et er at få kunderne tilbage på varmen. Nummer to er, at vi skal samle op på hændelsen. Det er vores driftsledere ved nu. Så kan vi bedre forstå, hvad der skete og undgå, at det sker igen, siger Tom Lehn-Christensen.

Han understreger dog, at det er en ret unik situation, at der sker en udkobling på to værker på én gang. 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.172