23948sdkhjf

Fusion: Fjernvarmeselskaberne konsoliderer

I Lemvig og Nørre Nissum har fusionen i 2015 givet et prisfald for det nye selskabs mere end 600 kunder. Men det er ikke kun i Lemvig og Nørre Nissum, at fjernvarmeselskaberne fusioner.

En opgørelse fra Dansk Fjernvarme viser, at i alt har 110 selskaber siden 2010 fusioneret til i dag blot 46 fjernvarmeselskaber. Det oplyser Dansk Fjernvarme på sin hjemmeside.

- Vi har igennem en årrække oplevet, hvordan en række fjernvarmeselskaber har skabt værdi for deres kunder ved at samarbejde eller fusionere med nærliggende fjernvarmeselskaber, siger Kim Behnke, vicedirektør i Dansk Fjernvarme og fortsætter:

- Vores opgørelse viser, at fjernvarmeselskaber over hele landet i vid udstrækning arbejder meget fokuseret på at skabe mere værdi for deres kunder. Og når de kan reducere prisen på fjernvarme ved at samarbejde eller fusionere, så gør de det. Derfor ser jeg konsolideringen som en sund udvikling.

Fusion eller samarbejde
Siden 2010 er der som følge af fusioner i fjernvarmen blevet 64 færre selskaber. I samme periode er der kommet flere end 110.000 fjernvarmekunder til og den gennemsnitlige fjernvarmepris er reduceret fra cirka 16.800 kroner i 2010 til 13.800 kroner i 2016. Det svarer til en reduktion på cirka 18 procent.

- Der er ofte store effektiviseringsgevinster ved at samarbejde eller sammenlægge aktiviteter inden for indkøb, administration, vagtordninger, service, drift og vedligehold, siger Kim Behnke og fortsætter,

- Der er skabt myter i den offentlige debat om, at fjernvarmeselskaber er ineffektive og ikke høster gevinster ved samarbejde. Vores undersøgelse kan afvise myterne som grundløse. Regeringen skal derfor være påpasselige med at drive en effektiviseringsdagsorden på et forældet og fejlagtigt grundlag. Centrale krav og love kan ødelægge meget godt ude i de områder, hvor fusioner ikke er svaret, men hvor fjernvarmeselskabet skal forblive det forbrugerejede samlingspunkt i de mindre byer.  

Ifølge Dansk Fjernvarme forventer man, at samarbejde, fusioner og konsolidering i fjernvarmen vil fortsætte de kommende år, med afsæt i lokale ønsker.

- Der er mange fjernvarmeselskaber, der har undersøgt muligheden og konstateret, at de har mere værdi i et formaliseret samarbejde end i at gennemføre en ren fusion. Alligevel forventer jeg, at vi i de kommende år vil se en række fjernvarmeselskaber slå sig sammen, og endda også sammen med vandforsyningen,  siger Kim Behnke.

Kilde: Dansk Fjernvarme

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109