23948sdkhjf

Grøn tænketank: Biomasse er kun et skridt på vejen

Tænketanken Concito mener, at afgiftssystemet skal lettes, så mere miljøvenlige energiformer vinder frem.

Dong Energy har torsdag meddelt, at man fra og med 2023 ikke længere vil fyre med kul i sine kraftværker, men derimod med biomasse som savsmuld eller træflis.

Det glæder Christian Ibsen, der er direktør i den grønne tænketank Concito.

Han glæder sig over, at Dong er med til at drive den grønne omstilling frem ved at fokusere på vindmøller og udfase kul i energiproduktionen.

- Det skal de have ros for, og det er en udvikling, som andre energiselskaber bør forfølge, siger han.

Afbrænding af biomasse er imidlertid ikke CO2-neutralt, og biomasse kan ifølge Christian Ibsen bruges meget bedre.

Derfor mener han, at biomasse i bedste fald er en overgangsteknologi, inden vi tager næste skridt, hvor vedvarende energi bør spille en hovedrolle.

Det kræver imidlertid politisk handling.

- Det kan kun ske, hvis man laver om på det nuværende afgiftssystem, så det også giver økonomisk mening at investere i de rigtige teknologier, siger Concito-direktøren.

Hos Greenpeace glæder klima- og energimedarbejder Tarjei Haaland sig også over udmeldingen fra Dong Energy.

Men han påpeger også, at biomasse kun er et skridt på vejen mod en bæredygtig energiproduktion.

- Nu må Dong tage føring på at udvikle og implementere varmepumper og geometri, så vi i størst muligt omfang kan erstatte biomasse til grøn varmeproduktion, skriver han i en pressemeddelelse.

/ritzau/

Kommenter artiklen (3)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11