23948sdkhjf

Nu kommer den fulde fusion i Esbjerg og Varde

Siden marts 2015 har Esbjerg Forsyning og Varde Forsyningsservice været samlet i et fælles selskab Din Forsyning. Et selskab og samarbejde, der hidtil har berørt de administrative og driftsmæssige ydelser. 

Siden har man arbejdet hen imod en fuld fusion, der blandt andet vil betyde en ensretning af priserne på vand, varme og spildevand. 

Arbejdshandskerne på
Allerede i juni 2016 godkendte byrådene i Esbjerg og Varde Kommuner, at der skulle arbejdes hen mod en fuld fusion. Nu er man kommet så langt at de to byråd sidst på måneden skal tage den endelige beslutning.

Årsagen til at man først nu skal tage endelig stilling dertil er i kort version: 

-  At det har været en længere proces at få alting på plads.

Det betyder, at Din Forsyning hen over efteråret har haft arbejdshandskerne på.

- I løbet af efteråret har vi fået udarbejdet alle de juridiske dokumenter så som en ejeraftale mellem de to kommuner og vedtægter for selskaberne på baggrund af beslutningen i juni 2016. Samtidig har vi brugt en del tid på at analysere hvordan vi kunne harmonisere priserne på alle forsyningsarter. Slutteligt er der blevet udformet en ejerstrategi, som også beskriver nærmere hvad de to kommuner ønsker som ejere af selskabet, fortæller adm .direktør Jesper Frost Rasmussen. 

Endelig godkendelse
I slutningen af januar og i starten af februar skal de to byråd i Esbjerg og Varde Kommune altså tage endelig stilling til den fulde fusion.

Selskaberne i dag er underopdelt i en række Varde- og Esbjerg-selskaber, og byrådene skal nu tage stilling til en sammenlægning af disse selskaber. 

Jesper Frost Rasmussen fortæller, at man står klar til at præsentere frugten af efterårets arbejde, de mange dokumenter for de to byråd. 

-  Dermed slutbehandler man sagen og bemyndiger borgmester og kommunaldirektør til at underskrive fusionspapirerne, fortæller Jesper Frost Rasmussen.

Ens priser
En fuld fusion vil betyde, at Din Forsyning i endnu højere grad kan udnytte synergier på tværs af kommunegrænserne i forhold til transport og behandling af spildevand og levering af drikkevand og fjernvarme. Det vil også gøre mange ting nemmere rent administrativt. 

- En fuld fusion vil bl.a. betyde, at priserne på vand, varme og spildevand bliver ens for Din Forsynings kunder i de to kommuner, fortæller borgmester i Varde Kommune, Erik Buhl og fortsætter:

- I praksis ligger priserne i dag tæt op ad hinanden, så forsyningsselskabets kunder kommer ikke til at mærke den store forskel. Der, hvor der kan være lidt større forskelle i priserne, vil vi sørge for en gradvis tilpasning over en længere periode, udtaler han.

Godkendes den endelige fusion af de to byråd, vil den blive gennemført på en generalforsamling ved udgangen af 2017 med regnskabsmæssig virkning fra 1. januar 2017. Ensretning af priserne vil ske fra 1. januar 2018. 

 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094