23948sdkhjf

Hofor vil dyrke biomasse på Lolland

Nyt samarbejde skal skabe arbejdspladser og energilagring på Lolland - og CO2-neutral energiproduktion i København.

Mandag den 23. januar 2017 underskriver Hofor en samarbejdsaftale med Lolland Kommune.

Aftalen skal blandt andet bidrage til jobskabelse og erhvervsudvikling på Lolland, udviklingen af innovative energiløsninger og en CO2-neutral energiproduktion i København.

Udgangspunktet er den tætte sammenhæng mellem by og land, som antager nye former med omstillingen til vedvarende energi. 

Fem spor
Hofor og Lolland Kommune vil i forbindelse med aftalen arbejde med følgende hensigtserklæring:

 - At fremme en fælles interesse i udvikling af Lolland med udgangspunkt i vindprojekter og andre vedvarende energiformer (VE) og baseret på konkret samarbejde om fem spor.

De fem spor er jobskabelse, energisystemer, biomasse, turisme og fødevarer, og det er indenfor disse områder, at Lolland og København vil arbejde sammen i fremtiden.

Konkrete tiltag: Biomasse & brint
Hofor og Lolland Kommune har forud for indgåelse af aftalen på mandag nedfældet, hvad de forventer at nå i den næste to års periode inden for de fem spor.

- Et konkret projekt bliver samarbejde med skovejere på Lolland om dyrkning og salg af biomasse til vores store nye biomassefyrede kraftværk på Amager, BIO 4, der er under opførelse, og hvor vi i 2018 forventer testkørsel, fortæller Astrid Skotte, chefkonsulent hos Hofor og tilføjer:

-  Et andet konkret samarbejdsspor er  forskning i og udvikling af systemer, der kan lagre og anvende overskudsstrøm fra vindmøller. Lolland har megen vindenergi, som producerer tre gange mere strøm end Lolland forbruger. Strømmen kan for eksempel anvendes til brintproduktion, kondenseret biogas eller i varmepumper. Anvendelse og lagring af overskudstrøm har jo stor fokus her i DK, hvor vi har problemer med at bruge strømmen fra vores mange vindmøller, når det blæser meget. Så i stedet for at sælge den billigt, er der behov for at udvikle metoder til lagring og anvendelse.

Gate 21 & Greater Copenhagen

Aftalen er den første konkrete aftale under Greater Copenhagen-samarbejdet, der omfatter 46 østdanske, 33 skånske kommuner samt Region Skåne, Region Hovedstaden og Region Sjælland, herunder Lolland og Falster. 

Gate 21 skal gennemføre aftalen for Hofor og Lolland Kommune. 

- Gate 21 ansætter her i det nye år to medarbejdere, som skal arbejde med de konkrete projekter, herunder udarbejde konkrete handleplaner, fortæller Astrid Skotte.

Hvert år aftales således en konkret handlingsplan med budget for arbejdet med sporene i det følgende år. Parterne forpligter sig til at bidrage med halvdelen af budgettet hver for sig.  

Om Greater Copenhagen 

Greater Copenhagen-samarbejdet er et erhvervspolitisk partnerskab mellem kommuner og regioner i Østdanmark og Sydsverige, hvor formålet er at fremme væksten i området. 

Med aftalen mellem Lolland og København tager Greater Copenhagen samarbejdet konkret form. 

Om Gate 21 

Partnerskab mellem kommuner, virksomheder og videninstitutioner, Projekterne i Gate 21 tager udgangspunkt i regionernes og kommunernes efterspørgsel til at udvikle, demonstrere og udbrede nye energi- og ressourceeffektive løsninger på klima- og energiområdet.

Målet er at fremme grøn omstilling og vækst gennem konkrete projekter, og derigennem gøre Greater Copenhagen til den førende region i verden på området.

Det kommende samarbejde mellem Hofor og Lolland Kommune er et eksempel på det.

 

De fem Spor

  • Jobskabelse: Skabe lokale arbejdspladser i forbindelse med anlæg, drift og vedligeholdelse af VE-anlæg og energistystemer. Skabe videnstunge arbejdspladser ifm. forskning i energisystemer. Skabe lokale arbejdspladser ifm. renovering af boliger.
  • Energisystem: Anvendelse af overskudsstrøm eller lagring gennem produktion af varme eller brint.
  • Biomasseanvendelse: Brug af biomasse fra Lollands skov- og landbrug som bæredytig brændsel i Hofors biomassefyrede Amagerværk. Genanvendelse af ressourceprodukter fra Amagerværket til Lollands skov- og landbrug.
  • Turisme: Oprettelse af stisystemer og infocentre i forbindelse med VE-anlæg . Etablering af rekreative miljøer og turistdestinationer.
  • Fødevarer: Etablering af mad-alliancen inden for Greater Copenhagen som bla. Bornholm og Lejre. Promovering af lollandske fødevarer i København.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062