23948sdkhjf

Æstetik er godt – grøn omstilling bedre

Smag og behag er forskelligt – det gælder blandt andet tøj og kunst. Det gælder også vindmøller, som nogle mennesker mener er grimme, hvorfor de helst vil have dem langt ud på havet.

Jeg er – nok ikke overraskende - én af dem, der mener, at landvindmøller er både smukke og majestætiske, og jeg vil til enhver tid hellere se på dem end på osende kraftværker og stigende eller stagnerende kurver for CO2-udslip.

Jeg og de øvrige hr. og fru Danmark’er bør i stedet nyde udsigten til de imponerende maskiner, der laver grøn strøm til det danske samfund – mener jeg da.

Inden for vindenergibranchen har vi et begreb, der hedder ”not in my backyard”. Det henviser til de mange mennesker, som gerne vil have grøn energi og en bæredygtig fremtid, bare det ikke har direkte konsekvenser for deres udsigt eller dagligdag.

Det er fuldstændig fair at have det sådan, ligesom det er fair, når jeg mener, landvindmøller er smukke og nødvendige.

Men vi må hæve os op over æstetiske argumenter, for der står ganske enkelt for meget på spil –ikke bare for miljøet, men også i forhold til arbejdspladser.

Der findes ganske enkelt ikke et tåleligt alternativ til landvindmøller endnu. Eksempelvis er bølgenergi en umoden branche, der ikke er klar til at blive kommercialiseret, da det stadigvæk er for dyrt.

Havvindmøller koster ti gange så meget som landvindmøller, fordi etablering, drift og efterfølgende service er langt mere besværligt. Som det ser ud i dag, får vi langt mere energi for pengene med landvindmøller – og personligt vil jeg langt hellere have møller i landskabet og bruge de penge på andre vigtige områder.  

Desuden går det ifølge Energistyrelsen heldigvis den vej, at der bliver færre, mere effektive vindmøller, så de såkaldt visuelle gener begrænses. Desuden samles mange af møllerne på begrænsede områder under hensyntagen og/eller kompensation til naboerne.

Et godt eksempel på dét er Nørrekær Enge, hvor man med pågående udarbejdelse af VVM-materiale er kommet et godt stykke videre i forhold til, at Vattenfall kan realisere ambitionen om at rejse 40 nye møller med en forventet minimumsstørrelse på 3,5 MW. Det er sammenlagt 140 MW og nok til at dække 196.000 husstandes årlige forbrug.

Her i House of Energy håber vi, at første spadestik tages allerede i år og at møllerne sluttes til elnettet i 2019.   

For udfordringen er jo netop at skabe vækst i Nordjylland – af den grønne slags.

Artiklen er en del af temaet Klumme.

Kommenter artiklen (2)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094