23948sdkhjf

Fundamenter til havvindmøller skal være billigere

Danmarks fokus på at levere grøn energi betyder stor efterspørgsel efter havvindmøller. Nyt projekt sætter fokus på udvikling af nye fundamenter til havvindmøller.

Det globale marked for havvindkraft er stigende, og flere placeringer af havvindmøller vil i fremtiden være på større vanddybder end hidtil. For nogle af disse placeringer vil det være såkaldte jacketstrukturer, som er fundamenter for vindmøllerne.

Derfor fokuserer projektet Cejacket på at udvikle mere effektive metoder til produktion af jackets. Målet er at reducere omkostningerne på jacket-fundamenter med 6-8 procent. Det vil bidrage til både beskæftigelsen og eksporten i store dele af den danske vindindustri, skriver Innovationsfonden i en pressemeddelelse.

Brydes op i moduler
Målet med projektet er at producere fundamenterne i moduler i stedet for som i dag hvor det sker i hele strukturer.

- I dag er der behov for store fabriks- og skibsværftsfaciliteter til fremstillingen af jacketfundamenter. I fremtiden vil der ikke være produktionssteder med den rette størrelseskapacitet til efterspørgslen af fundamenterne. Med Cejacket projektets modularisering, bliver det muligt at samle enkeltdelene til hele fundamenter på eksempelvis en havnekaj, i stedet for på de specifikke lokationer, såsom skibsværfter, der ikke kan producere de enorme fundamenter i tilstrækkeligt antal. Det vil betyde et langt mere fleksibelt produktions set-up til fundamenter, udtaler Finn Daugaard Madsen fra Siemens, der er projektleder for Cejacket.

Kernen i projektet er den nuværende metode til efterbehandling af svejsninger, der skal optimeres, hvis omkostningerne på produktionen skal ned. Fokus skal særligt være på behandling af nye automatiserede svejsninger, der har til formål at mindske den mængde stål, der benyttes til jacketfundamenter. Teknologien skal også være med til at sikre en bedre kvalitetskontrol af fundamenter. Dette gøres gennem en scanningsproces, der kontrollerer svejsningen og den efterfølgende behandling af enkeltdelene.

Kompleks opgave
En af partnerne, associate professor og ph.d. på Aalborg Universitet Poul Kyvsgaard Hansen, er begejstret for samarbejdet.  

- Det er vigtigt for det danske samfund, at vores internationale styrkeposition inden for vindenergiindustrien fastholdes og udvikles. Fundering af offshore vindmøller er en kompleks opgave, som både har en teknisk og en logistisk dimension. Cejacket-projektet skal bidrage til at skabe en løsning, som på sigt både giver dansk industri en konkurrencefordel og skaber konkurrencedygtige priser på offshoregenereret vindmøllestrøm. Løsningen af det komplekse problem kræver flere kompetencer, end én organisation sidder inde med, og Innovationsfondsprojektet skaber mulighed for at løse opgaven i et samspil mellem flere aktører.

Cejacket er et fælles projekt mellem Siemens Wind Power, Force Technology, Dong Energy, Bladt Industries, Institut for Mekanik og Produktion på Aalborg Universitet og Lindoe Component and Structure. Projektet er støttet med 16 mio. kr. af Innovationsfonden og løber over 2½ år.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.157