23948sdkhjf

Jordvarmepumper og mølle skal drive Karise Permatopia

Ny næsten selvforsynende bydel rejser sig ved Karise.

Det startede som en grøn idé for snart fem år siden, og kort før jul blev første spadestik taget til Karise Permatopia.

Frem mod udgangen af 2017 opføres 90 bæredygtige rækkehuse omkring en fælles produktionsgård ved Karise på Sydsjælland.

Projektet er designet efter permakultur-principperne og vugge-til-vugge med vedvarende energi og fuldstændigt ressourcekredsløb.

Ville gerne være selvforsynende

Selvforsyning er i højsædet – både når det kommer til fødevarer – men også når det kommer til energi. Her sigter man mod næsten 100 procents selvforsyning.

Som udgangspunkt ville Karise Permatopia gerne have haft sit eget lukkede forsyningskredsløb og være helt selvforsynende med varme, vand og el, men det er ikke muligt.

- Lovgivningen siger at man skal have vand og el fra det offentlige, så her er vi selvfølgelig koblet på. Varmen får vi fra vores eget system og vandet til vaskemaskiner og toiletter kommer fra regnsvandsopsamling, fortæller Kennet Harpsøe, næstformand i bestyrelsen bag Karise Permatopia.

Selvom koblingen til den offentlige el- og vandforsyning betyder at man ikke er helt selvforsynende, så giver det dog bydelen 100 procents forsyningssikkerhed, de dage vinden ikke blæser.

El & Varme

Selvom det i følge dansk lovgivning ikke er lovligt at etablere sit eget elnet, så er det heldigvis ikke ulovligt at producere sin egen strøm.

- Vi får installeret en 300 kW vindmølle. Den bliver installationsstilsluttet i fællesgårdens elinstallation med en nettomåler. Så fællesgården og møllen sidder på det offentlige elnet, måleren løber bare populært sagt baglæns når møllen producerer mere strøm end fællesgården – det vil sige det fællesgården, de centrale varmepumper og elbilsopladningen bruger. Hvis møllen ikke producerer nok, bruges der strøm fra det offentlige net og måleren løber "forlæns", forklarer Kennet Harpsøe.

Møllen installeres ikke for at levere strøm til fællesgården og de 90 rækkehuse.

- Møllen kan dække de 90 husstandes varmeforbrug. Den skal nemlig drive de to centrale jordvarmepumper, som producerer varmen til Karise Permatopia. Varmen lagres i en 100 kubikmeter akkumuleringstank, forklarer Kennet Harpsøe.

De to jordvarmepumper bliver på henholdsvis 70 kW ved lavtemperatur og 30 kW ved højtemperatur.

Ikke helt på plads endnu

Hvem der skal levere mølle og jordvarmepumper er endnu ikke besluttet.

- Men møllen bliver nok en brugt Bonus-mølle, da der i dag ikke findes nogen fabriksnye vindmøller på markedet mellem 25kW og 2MW, fortæller Kennet Harpsøe, der er ved at lægge sidste hånd på udbuddet af de centrale teknikrum og jordvarmepumperne.

Forsyningsnettet er under etablering, da det var en del af de andre entrepriser, som man tog hul på før jul.

Solceller & regnvand

Permatopia arbejder i øjeblikket på at det regnvand man opsamler ikke kun bruges i vaskemaskiner og toiletter.

- På sigt arbejder vi på at få lov til at hælde regnvandet i varmtvandssystemet – men her skal lovgivningen motioneres lidt, siger Kennet Harpsøe

Sidst men ikke mindst, skal der på sigt kobles solceller og batteri på Permatopias forsyningsnet. 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141