23948sdkhjf

Varmeforbrugere vinder sag mod Skat

Afgørelsen betyder at 140 millioner kroner nu kommer varmekunderne til gode.

Tilbage i 1998 opstod der uenighed mellem Aalborg Forsyning og Skat omkring en kulmineralolie-, CO2- og svovlafgift. Uenigheden betød dengang en ekstraregning for fjernvarmeforbrugerne på knap 70 millioner kroner.

Nu er sagen afsluttet til varmeforbrugernes fordel, og Skat har indvilget i at betale beløbet tilbage til Aalborg Varme A/S med renter.

På grund af det lange sagsforløb løber det endelige beløb op i ca. 140 millioner kroner,  som nu skal komme fjernvarmekunderne tilsluttet Aalborg Varme A/S til gode.

 - Det er naturligvis glædeligt, at sagen nu endelig har fundet sin afslutning, og at varmeforbrugerne kan se frem til at få glæde af de mange penge, der i sin tid blev betalt for meget på grund af disse afgifter, siger Lasse P. N. Olsen, bestyrelsesformand i Aalborg Energikoncern.

Forude venter nu et arbejde for Aalborg Varme A/S, der sammen med Energtilsynet, skal finde en model for, hvordan pengene kan føre til forbedrede vilkår for Aalborg Kommunes varmekunder.

Hvad tjener kunderne bedst?

Bestyrelsen i Aalborg Varme A/S vil nu gå i gang med en afvejning af de forskellige muligheder for at vurdere, hvad der tjener varmekundernes interesser bedst.

- Dels skal pengene bruges på nedsættelser af kundernes varmeregning her og nu. Dels kan en del af pengene bruges på at underbygge forsyningssikkerheden og den grønne omstilling, siger Søren Gais Kjeldsen, direktør i Aalborg Energi Holding A/S.

Han bakkes op af varmechef Jesper Høstgaard-Jensen.

 - Det bliver en spændende opgave at se, hvorledes vi i koncernen sikrer vores kunder en sikker varmeforsyning til den bedste pris, samt at vi udnytter mulighederne for, at dette sker på et bæredygtigt grundlag, siger Jesper Høstgaard-Jensen, direktør i Aalborg Varme A/S.

 

 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093