23948sdkhjf

Ingen afklaring for elbilerne

- Der kommer en god løsning næste år.

Elbilsalget i Danmark kører i krybesporet, efter vi som det første land i verden indførte registreringsafgift på elbiler. Hvis afgiften hæves igen til nytår, risikerer vi at salget går helt i stå.

I sidste uge skulle regeringen sammen med Socialdemokraterne og de Radikale have evalueret elbilafgifterne som blev indført i starten af 2016. Desværre mødte ministeren op uden mandat til at lave en aftale, så mødet blev udsat til en gang i januar næste år. Dermed fordobles afgiften for elbiler fra nytår.

For Dansk Elbil Alliance er der ingen tvivl om, hvad konklusionen på mødet burde have været: Afgifterne kom for tidligt, og i hele 2016 har elbilsalget kørt i krybesporet, sammenlignet med tidligere år. Hvis registreringsafgiften hæves igen til nytår, som loven p.t. siger, vil elbilsalget gå helt i stå. Det viser erfaringerne fra i år. Udskyd stigningen i elbilafgifterne, der er ingen grund til at vente til næste år.

I de første 11 måneder af 2016 blev der solgt 958 elbiler. Det lyder ikke af meget, men faktisk kunne det meget let have været langt lavere. For mere end halvdelen af bilerne er købt af den nystarterede bybilsordning, Green Mobility, og af biludlejningsselskabet AVIS. Private kunder kun har købt 120 nye elbiler.

Forventningen i oktober 2015, da aftalen om afgifter på elbiler blev indgået, var, at der ville blive solgt 1.800 elbiler i 2016 og 3.100 elbiler i 2017. Det er de forventninger til salg, som industrien har forholdt sig til i forhold til investeringer i ladeinfrastruktur mv.

Der er samtidig allerede afsat finansiering til de lavere afgifter for elbilerne. Og da der slet ikke er solgt så mange elbiler som forventet, er der ubrugte midler tilbage i oktoberaftalen fra sidste år.

Derfor er Dansk Elbil Alliance enige med Socialdemokraterne og de Radikale i, at den finansiering, man allerede nu kan se ikke vil blive brugt med de gældende regler, bruges til at udskyde indfasningen af elbilafgifter, til der igen er kommet gang i elbilsalget.

I første omgang kan man udskyde stigningen i afgifterne indtil måltallet for 2016 og 2017 er nået, dvs. ca. 5.000 elbiler: Altså lade afgiftsindfasningen komme an på den økonomiske forventning frem for salget i et bestemt år.

Men hvis der for alvor skal gang i elbilsalget igen, så skal der mere til.

For det første kan man give elbiler et tilskud, på samme måde som man kender det fra mange andre lande. Et tilskud på eksempelvis 40.000 kr. betyder, at biler i VW Golf-størrelsen kom ned i en pris, der er sammenlignelig med benzin- og dieselbiler i samme størrelse.

For det andet kan man gøre firmabilskatten afhængig af bilernes CO2-udledning, så en opladningshybridbil eller elbil får et lavere skattegrundlag end en benzin eller dieselbil. Det har man gjort i Holland, Sverige, Norge og mange andre lande. Firmabiler kører ofte mange kilometer om året og derfor giver det en stor CO2-besparelse, når firmabiler bliver grønnere.

For det tredje kan man forlænge fritagelsen for elafgift på el til elbiler indtil 2019. Elafgiften er 91 øre per kilowatt-time i 2017 – plus moms. Det svarer til, at afgiften på en liter diesel var 9 kr. og ikke de 2,7 kr., vi betaler i dag. Elbiler er lidt dyrere end benzin- og dieselbiler, men de kan tjene forskellen hjem fordi de er billigere at køre i. Det kræver dog, at afgiften på el til elbiler ikke er højere end afgiften på diesel.

Socialdemokraterne og de Radikale har allerede meldt ud, at de vil udskyde indfasningen af afgifter på elbiler. Dermed er det nu op til skatteminister Karsten Lauritzen hvor længe elbilerne skal have fordoblet afgifterne.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.097