23948sdkhjf

Netselskaber leverer infrastruktur til infrastruktur

Diesel erstattes med el, når Aarhus Letbane går i drift i 2017. Tre elnetselskaber er i fuld gang med at sørge for, at der kan komme strøm på de nye tog.

Letbaner, metro, supersygehuse… landet over investeres der flittigt i spektakulære infrastrukturprojekter, og hver gang er der elnetselskaber involveret med delprojekter i millionklassen.

Et eksempel er elinstallatør Søren Damkjær Møller fra Dinel (Tidl. Aura Elnet). Som projektleder skal han sørge for, at der i fremtiden er elektricitet på en del af den 110 kilometer lange Aarhus Letbane.

- Vi er i gang med at etablere seks omformerstationer med to koblinger ind til letbanens system. Letbanen skal have strøm og backup. Togene må ikke stå stille, så forsyningen er doblet op, fortæller Søren Møller.

Letbanen skal på strækningen Aarhus H-Odder køre på de spor, hvor der indtil for nylig rullede dieseldrevne tog. I Aarhus bliver der lagt 12 km nye skinner, så universitetet, sygehuset i Skejby og bydelen Lisbjerg også kan blive betjent af letbanen.

30 omformerstationer
I alt skal de tre involverede elnetselskaber - Dinel, NRGi Net og EnergiMidt Net - etablere 30 omformerstationer til letbaneprojektets etape 1. I disse stationer skal 10 kV vekselstrøm fra elnettet omdannes til kørestrøm på 750 V jævnstrøm.

Søren Møller låser en af dørene op til den gråhvide bygning, kaldet Train Power Supply 6 (TPS 6), i Viby:

- Omformerstationerne er helt centrale. Det er i disse forsyningspunkter, elnettet møder letbanen, siger Søren Møller og peger på de klemmer, der markerer grænsen mellem ’dem og os’.

Dinel arbejder tæt sammen med de to andre elnetselskaber om at levere infrastruktur til letbanen, så det bliver nemmest muligt for de primært italienske entreprenører at udføre deres arbejde inden deadline.

Planen er, at letbanen går i drift i 2017, hvor Aarhus byder op til festivitas som officiel europæisk kulturby.

Klar til test af tog
TPS 6 er klar, og der er sat master op mellem Viby og Rosenhøj. Endvidere er elforsyningen til TPS 6 opgraderet, så de første forudsætninger for prøvedrift er sat på skinner.

Ved siden af har Dinel erstattet et gammelt 10 kV-koblingsskab med et nyt, der kan fjernovervåges og styres fra Dinels kontrolrum i Odder, eller ’hjemme hos mig, når jeg har vagt uden for de normale åbningstider’, som Søren Møller formulerer det.

Længere mod syd på togstationen i Tranbjerg er italienske arbejdere i gang med at forberede etablering af de master, der skal levere kørestrøm til togene. Tunge betonfundamenter skal bankes ned i jorden med en såkaldt maste-rig, inden masterne - 3.000 stk. på hele letbanen - sættes på.

Dinel er ikke involveret i den del af projektet, men netselskabet har ryddet et stykke jord og er dermed klar til at opføre omformerstationen TPS 5 og forbinde den med elnettet ved at skyde et 130 meter langt kabel ind under skinnerne.

Ruller med kabler fra NKT Cables ligger klar – det samme gør en rulle med tomrør, som Dinel kan lægge ud i samme hug, så der på et tidspunkt kan etableres fiberkommunikation til eget brug.

13 km kabler
For at kunne levere kvalitet har Dinel indkøbt 13 km PEX-kabler til letbaneprojektet – heraf er der udrullet alene 4,7 km ved Mårslet i forbindelse med forsyningspunktet TPS 4. På denne og andre strækninger er der samtidig fjernet årtier gamle, let olieholdige papirkabler.

- Netforstærkningen ved Mårslet sker af hensyn til letbanen, men også til glæde for leveringssikkerheden til byen, der er vokset betydeligt de seneste år, fortæller Søren Møller.

Søren Møller fortæller, at Dinel inden gravemaskinerne har taget fat, og kablerne er blevet rullet ud, har testet forskellige løsninger grundigt af ved hjælp af beregnings- og simuleringsværktøjet Net-Bas. For Dinel er det vigtigt, at letbaneprojektet ikke forringer leveringssikkerheden for kunderne i området.

-  Vi kommer helt sikkert til at levere den strøm, letbanen har brug for, uden at det går udover vores andre kunder, fastslår Søren Møller.

Også Odense er ved at anlægge en letbane, så Søren Møller er i dialog med kolleger hos Energi Fyn Net for at udveksle erfaringer. 

Kilde: Dansk Energi

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078