23948sdkhjf

EU kan skabe 900.000 grønne job med effektiv brug af energi

Udspillet fra EU er godt nyt for Danmark, der er europamester i eksport af energiteknologi, siger minister.

U kan frem mod 2030 skabe 900.000 nye arbejdspladser ved at udnytte energien bedre, binde energimarkederne bedre sammen og satse mere på vedvarende energi.

Det mener EU-Kommissionen, der onsdag fremlægger en såkaldt vinterpakke med årtiets mest omfattende lovforslag på energiområdet.

EU-Kommissionens næstformand med ansvar for energiunionen, Maros Sefcovic, siger, at udspillet vil give et boost til den grønne omstilling.

- Disse tiltag vil udstyre alle europæiske borgere og virksomheder med midlerne til at få mest muligt ud af den grønne omstilling, siger han.

EU-Kommissionen vil sætte et nyt bindende mål for effektiv brug af energi.

Det betyder, at medlemslandene i 2030 skal bruge 30 procent mindre energi i forhold til forventningen i 2007 om det fremtidige energiforbrug.

Hidtil har der været et ikke-bindende mål om at bruge 27 procent mindre energi i 2030 i forhold til forventningen for ni år siden.

Udspillet er godt nyt for danske virksomheder og dansk eksport, mener energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V).

- Danmark er europamester i eksport af energiteknologi, siger Lilleholt.

- Et tættere europæisk samarbejde med større og mere åbne markeder kan åbne døren for yderligere eksport og danske løsninger, siger han.

EU-Kommissionens udspil udmønter også, hvordan EU skal nå sit mål om, at mindst 27 procent af den europæiske energi skal være vedvarende i 2030.

Her foreslår EU-Kommissionen nye krav til andelen af vedvarende energi inden for fjernvarme og transport.

Desuden skal alle EU-lande til at udarbejde handlingsplaner for, hvordan de vil nå EU's klima- og energimål.


EU-Kommissionen vil også have mere fart på renovering af boliger, der står for 40 procent af energiforbruget i EU.

Målet er, at boligerne skal bruge mindre energi, og en af vejene frem skal være strammere krav for at opnå et godt energimærke.

EU-Kommissionen forventer, at pakken med energiforslag vil give så meget aktivitet, at EU's bruttonationalprodukt stiger med 1 procent frem mod 2030.

Det vil pumpe 190 milliarder euro (1425 milliarder kroner) ekstra ud i økonomien og skabe op imod 900.000 nye arbejdspladser, hedder det i forslaget.

Forbrugerne skal også være meget mere aktive på elmarkedet, og alle skal have mulighed for at producere deres egen energi og sælge den videre.

De skal have gennemskuelige elregninger, adgang til pålidelige prissammenligninger og mulighed for at skifte til en billigere forsyning uden at blive pålagt store gebyrer.

Ny teknologi skal også gøre det muligt at bruge mere energi, når prisen er lav, og mindre, når den er høj.

EU-Kommissionens udspil skal være med til at føre EU's energiunion ud i livet og sørge for, at medlemslandene når de mål, de har forpligtet sig til i FN's klimaaftale.

Udspillet, der nu skal forhandles med medlemslandene og Europa-Parlamentet, skal også være med til at gøre EU mindre afhængig af importeret energi.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.082