23948sdkhjf

Aalborg Zoo energirenoverer sig til bedre indeklima og stor besparelse

Nye cirkulationspumper, ventilationsanlæg og CTS-styring sparer haven for 128.755 kWh om året.

Efteråret 2016 har stået i miljøets tegn for Aalborg Zoo.

I samarbejde med SustainSolutions, Ib Andersen VVS, Eniig Energi og Schneider Electric har Aalborg Zoo gennemført et større energirenoveringsprojekt, hvor ældre cirkulationspumper og ventilationsanlæg er blevet udskiftet med mere energivenlige løsninger.

Derudover er der blevet implementeret et energiledelsesværktøj, der skal hjælpe med at skabe et overblik over energiforbruget og dermed nedsætte ressourceforbruget.

- Projektet er en win-win situation, udtaler maskinmester Allan Korup fra Aalborg Zoo og uddyber: 

- Vi sparer på energien, dyrene får et bedre indeklima og vi sparer miljøet for et unødvendigt CO2 udslip. 

Ikke en krone op af lommen

Aalborg Zoo har i forbindelse med energirenoveringsprojektet gjort brug af en finansieringsløsning, der udbydes af SustainSolutions i samarbejde med PKA.

Det betyder, at Aalborg Zoo ikke selv har haft penge op af lommen til etablering af de nye energiløsninger, der derimod betales tilbage via den energibesparelse, som de genererer.

Kontakten til SustainSolutions blev skabt gennem Ib Andersen VVS, der er fast tilknyttet Aalborg Zoo og har overblik over installationerne.

- Skal man selv ud og finde pengene til at energirenovere, kan sådan et projekt godt have lange udsigter, udtaler afdelingsleder John Dohn fra Ib Andersen VVS.

Løsningen i Aalborg Zoo har kostet 1.825.000 kr. og har en tilbagebetalingstid på 6,5 år.

Lavere energiforbrug

Udover nye cirkulationspumper og ventilationsanlæg har Schneider Electric opdateret CTS-styringen. Flere belysnings, varme- og ventilationsanlæg i Aalborg ZOO er nu styret fra CTS-anlægget, ligesom det integrerer med Aalborg ZOOs vandbehandlingsanlæg.

- Er der et anlæg, som ikke kører optimalt vil man få en alarm. På den måde kan man hurtigere afhjælpe fejlene i stedet for at skulle fysisk rundt i bygningerne og kontrollere, fortæller Leonard Flint fra Schneider Electric.

Yderligere har Eniig Energi udskiftet gamle målere med nye. Hermed er der 197 målepunkter, som bliver indberettet automatisk til energiledelsessystemet hvert 15. minut og giver et overblik over forbruget i de enkelte bygninger. På den måde kan personalet hurtigere få indsigt i, hvor og hvornår der bliver brugt unødig energi.

- Erfaringer fra andre projekter viser, at man ved at øge fokus på energiforbruget og indføre energiledelse kan opnå en besparelse på op til 15 % af det samlede energiforbrug, siger Torben Alminde Jensen fra Eniig Energi.

Aalborg ZOO opnår ved hjælp af de mange nye tiltag en årlig besparelse på 128.755 kWh.

Stort potentiale

At økonomien ofte er en hindring for at energirenovere, er en udfordring som mange selvejende institutioner, men også boligforeninger og erhvervsejendomme kan nikke genkendende til. Der er dog både et økonomisk og især miljømæssigt potentiale ved at energirenovere.

I Aalborg Zoo opnår man årligt en besparelse, som svarer til det årlige elforbrug i 26 parcelhuse gennem de nye installationer, og der er flere besparelser i vente med energiledelsesværktøjet. Samtidig har man kunne bidrage til at indfri havens målsætning om at gøre en forskel for miljøet.

- Vi håber, at vi ved at tage hånd om finansieringen kan fjerne en af de barrierer, der er forbundet med at energirenovere. Dermed håber vi også at få flere institutioner, boligforeninger og erhvervsejendomme til at indfri det potentiale, der ligger i at spare på energien og samtidig bidrage til at nedbringe den negative miljøpåvirkning, siger Christian Niepoort, administrerende direktør i SustainSolutions.

 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141