23948sdkhjf

Uenighed spænder ben for Kriegers Flak-strøm

Udviklingen af en havmøllepark på Kriegers Flak bruser derudaf, men uenigheder mellem staten og lodsejere kan ende med at bremse projektet.

Det skriver Dagbladet Køge.

Inden parken står færdig omkring år 2022, skal statens selskab Energinet.dk grave nye elkabler ned i den sjællandske muld og etablere et landanlæg, der kan transportere strøm fra havmøllerne ind på land og videre op gennem Sjælland.

Landanlægget med 100 kilometer nye elkabler og udvidelse af en transformerstation ved Bjæverskov skal stå færdigt 31. december 2018. Derfor forhandler Energinet.dk lige nu med næsten 200 lodsejere på strækningen, men det har vist sig svært at nå til enighed.
Indtil videre har 15 lodsejere på delstrækningen Rødvig-Bjæverskov afvist at lave en aftale. Det fortæller Ole Buhl, der er afdelingsleder hos Energinet.dk.

- Årsagen har generelt været vores aftale-vilkår. Vi følte ellers, at vi var meget tæt på at lave aftaler med lodsejerne, siger han.

En stor del af de berørte lodsejere er landmænd. Torben Hansen, formand for landboforeningen Gefion, forklarer, at hans medlemmer mener, at Energinet.dk tilbyder dem alt for små erstatninger.

Samtidig vil Energinet.dk fravige det såkaldte gæste-princip, som afgør om elkablet er »gæst« på arealet eller er lodsejerens ansvar - og altså hvem, der skal betale for en eventuel flytning af kablet.

- Vi skal have vores moderne samfund til at fungere, men der skal være rimelighed i sagerne. Man ødelægger nogle muligheder for landmanden i fremtiden og hans ejendom bliver mindre værd. For mig at se er det den store, der nu tryner de små, siger Torben Hansen.

Det er Ole Buhl fra Energinet.dk uenig i.

- Det er vigtigt for os, for det her er store anlæg, og flytning af et kabel er forbundet med store omkostninger. Derfor kan vi ikke risikere, at vi pludselig skal flytte et kabel efter krav fra lodsejeren, siger Ole Buhl.

Forhandlingerne mellem staten og de enkelte lodsejere skal efter planen være færdige ved årets udgang. Også Energinet.dk, Gefion og Landbrug & Fødevarer forhandler i øjeblikket om en samlet løsning.

Artiklen er en del af temaet Kriegers Flak.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109