23948sdkhjf

Verden får to nye vindmøller i timen i de kommende fem år

Halvdelen af klodens nye energikapacitet kom fra vedvarende energi i 2015, og den massive vækst fortsætter.
Sol, vind og biomasse eksploderer i øjeblikket globalt som grønne energikilder, og udviklingen overgår alle tidligere prognoser.

For første gang nogensinde udgjorde den vedvarende energi sidste år halvdelen af al nyinstalleret energikapacitet i verden ifølge tal fra Det Internationale Energiagentur (IEA).

- IEA forudså tidligere en jævn udvikling på dette område. Men i stedet er det eksploderet ud over alle forventninger, siger vicedirektør i brancheorganisationen Dansk Energi, Anders Stouge, til Ritzau.

Udviklingen fortsætter ifølge IEA med uformindsket kraft. Den samlede kapacitet til at lave grøn strøm ventes de næste fem år at vokse med 42 procent i forhold til nu.

Konsekvensen er, at der verden over de kommende år vil blive stillet mere end to nye vindmøller op - i timen.

- Vi står midt i et paradigmeskift og en eksplosiv udvikling i den vedvarende energi over meget kort tid, siger Anders Stouge.

- Det betyder, at vi skal tænke os rigtigt godt om herhjemme. Men helst meget hurtigt så vi både får andel i eksportudviklingen, men også får omstillet det danske samfund til at håndtere så meget vedvarende energi.

Han peger blandt andet på behovet for at nedsætte den danske elafgift og PSO og for at kunne udvikle nye teknologier til gavn for dansk eksport.

- Elafgiften skulle jo oprindeligt motivere os til at begrænse elproduktionen bygget på kulimport.

- Men den er endt som en skat, som er med til at finansiere velfærdssamfundet. I dag er den en klar hindring for at kunne bruge vores hjemmelavede grønne strøm fra vindmøller bedst muligt, siger han.

Han peger på, at vi står ved en milepæl, hvor politikerne skal tage nogle afgørende valg.

- Danmark har i mange år levet i en osteklokke, hvor vi uforstyrret kunne udvikle vores styrker på energiområdet. Men det er slut med det nu.

- Det betyder, at vi skal geare voldsomt op, hvis vi vil forhindre, at vores milliardinvesteringer på området går tabt, og at vores indtægter fra energieksporten tørrer ud, siger Anders Stouge.

Det Internationale Energiagentur er en selvstændig organisation under OECD.

/ritzau/
Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.098