23948sdkhjf

Biogas-tankstation til tung transport indviet

Målet er at få flere flere last- og varebiler til at skifte fra konventionelle drivmidler til bæredygtig og fossilfri biogas.
De to energiselskaber E.On Danmark og OK har netop indviet en helt ny biogas-tankstation ved Høje-Taastrup Transportcenter.

Den nye biogas-tank skal servicere de vare- og lastbiler, der hver dag kører til og fra transportcentret, og som sikrer københavnerne friske varer dag og nat, blandt andet fra Copenhagen Markets.

Biogas-tanken er de to partneres tredje i hovedstadsområdet og ambitionen er klar: flere last- og varebiler skal skifte fra konventionelle drivmidler til bæredygtig og fossilfri biogas.

Biogas til Frode Laursen
Indvielsen af tanken forestod Høje-Taastrups borgmester, Michael Ziegler, og driftsdirektør i E.On, Henrik Rasmussen, der sammen klippede det røde bånd og fyldte den første biogas på en gasdrevet lastbil fra transportfirmaet Frode Laursen.

- Vi har taget et stort skridt i en mere grøn retning, og der skal lyde en stor ros til det private erhvervsliv, som har taget initiativet til tankstationen. Det er vigtigt for os at forblive et infrastrukturelt smørhul, da det er helt afgørende for vores virksomheders forretning og bundlinje. Derfor vil vi også gerne fremover være med til at finde innovative og grønne løsninger, der skubber transportvirksomhederne fremad, sagde borgmester Michael Ziegler under indvielsen.

Breder sig til vare- og godstransport
E.On og OK åbnede deres første fælles biogas-tankstation i oktober 2013 og har allerede høstet gode erfaringer og oplevet stigende efterspørgsel. Den primære aftager af det klimavenlige biogas på de øvrige tankstationer er Københavns Kommunes mange renovationsbiler, men det ses tydeligt, at biogas nu også breder sig til vare- og godstransport. Det var især årsagen til, at valget faldt på Høje-Taastrup Transportcenter, da den næste biogastank skulle etableres. Her spiller både kommunens mange logistikvirksomheder, men også Høje-Taastrup Transportcenter og Høje-Taastrup Kommunes klimaambitioner en afgørende rolle.

- Samtidig med, at vi kan servicere vores transportvirksomheder bedst muligt, er vi nu også i front med innovative og grønne løsninger, der fremmer transporterhvervet. Vi er derfor glade og stolte over, at vi nu kan tilbyde branchen muligheden for at tanke biogas og dermed sikre mere grøn omstilling, siger Svend Aage Petersen, formand for Høje-Taastrup Transportcenter.

Biogas vigtig del
Hos E.On ser man netop biogas som en særlig vigtig del af løsningen på den tunge transports miljø- og klimaudfordringer.

- Vi er stolte over at tilbyde flere danske virksomheder mulighed for tanke biogas. Vi håber initiativet vil skubbe på mere grøn omstilling i transportsektoren. Vi savner dog fortsat politisk vilje til at skabe bedre afgiftsvilkår for de grønne alternativer, så de bliver fuldt konkurrencedygtige, fortæller chef for Heavy Transport i E.On, Bent Erik Hawaleska.

I tilknytning til den officielle indvielse stod Aarhus Universitet, NTU og Gas2Move bag et biogas roadshow, hvis formål var at udbrede kendskabet til gaskøretøjer - fra teknologien til de klima- og miljømæssige aspekter og til at byde på prøveture i køretøjerne.

Øget interesse for biogas
Mange interesserede mødte op til indvielsen og roadshowet, og hos E.On oplever man generelt en øget interesse i markedet for det klimavenlige alternativ.

- Mange af de varebiler, der bringer friske varer ud i københavnske butikker, kører i dag på diesel. Vi håber derfor, at den nye biogas-tank vil få flere til at vælge gaskøretøjer, som både kører grønt og støjer mindre. Heldigvis er udviklingen i gang, og fra i dag er der endnu en mulighed for at vælge grøn distribution. Faktisk ser vi allerede i dag selskaber, der er begyndt at stille krav til bæredygtig vareudbringning, slutter Bent Erik Hawaleska.

Tankstationen har døgnåbent og har en optimal beliggenhed i forhold til- og frakørselsforhold. Med den nye biogas-tankstation bejler E.On og OK til virksomheder, som bl.a. tæller Copenhagen Markets – det tidligere grønttorv og Carlsberg, hvis lagre har til huse i Høje-Taastrup Transportcenter.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.127