23948sdkhjf

Færøerne sætter et stort batteri på elnettet

Klumme: Det færøske energiselskab SEV har netop præsenteret en vision om 100 procent vedvarende elektricitet i 2030 på en stort anlagt international konference i Torshavn.
Som hovedtaler gav den amerikanske ”futurist” Tony Seba ( http://www.tonyseba.com ) sit bud på fremtidens energisystem. Den ultrakorte version er lidt i retning af, at der ikke bliver behov for sammenhængende energisystemer, da vi alle kommer til at producere vores egen strøm ved hjælp af solceller, og at behovet for biler reduceres med 80 procent, når de fleste af os benytter selvkørende biler i 2025.

Interessant… men når man bor så langt mod nord som i Skandinavien, er det lidt svært at se for sig, hvordan vi skal kunne producere vores energi på solceller i vintermånederne.

På Færøerne har SEV gennem de seneste år satset massivt på vindkraft kombineret med eksisterende vandkraft. I takt med at vindkraftandelen øges, stiger systemudfordringerne, når man ikke (som Danmark) har adgang til udlandsforbindelser. I forbindelsen med konferencen var der derfor officiel indvielse af et batteri på 2,3 MW og 0,7 MWh opsat som backup ved Húsahagi-vindmølleparken.

På vegne af Dansk Energi har jeg på konferencen haft lejlighed til at præsentere de danske erfaringer indenfor fleksibilitet i elforbruget - og de udfordringer der følger med for at få det aktiveret hos slutbrugerne. Nogle af disse udfordringer arbejder vi videre med i EcoGrid 2.0-projektet, der starter for alvor her med fyringssæsonen.

Det skal blive interessant at følge udviklingen på Færøerne i de kommende år på vej mod 100 procent vedvarende energi i elproduktionen. Det unikke ved test på øer som Færøerne er, at her bliver teknologien virkelig prøvet af til grænsen. Der er tale om ø-drift i sin reneste form, og der er behov for at udvikle nye løsninger, da udlandsforbindelser ikke kan løse de udfordringer, som opstår, når vinden ikke blæser, eller solceller ikke producerer energi, fordi det er nat eller bare overskyet/tåget.

De løsninger vil vi utvivlsomt også få glæde af i de store sammenhængende elsystemer som eksempelvis det europæiske.

Færøerne selv kan hente opmuntring fra Orkneyøerne, der også er i gang med at konvertere til vedvarende energi. En ikke ubetydelig sidegevinst er, at det er lykkedes at få opbygget et pænt antal videnarbejdspladser på Orkneyøerne og dermed få standset den fraflytning, mange øsamfund lider under.

Lidt mere om konferencen på Færøerne på http://www.100by2030.org
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.072