23948sdkhjf

Elmaster og ledninger fjernet fra naturområder

Energinet.dk har fjernet 61 km højspændingsledninger mellem Kalundborg og Roskilde.
Siden midten af 1950’erne har en højspændingsledning mellem Kalundborg og Roskilde været med til at forsyne hovedstadsområdet med strøm fra Asnæsværket. Efter 60 års tro tjeneste var dens levetid imidlertid ved at være brugt op, og Energinet.dk valgte derfor, at luftledningen skulle pilles ned. Det ville samtidig forskønne de berørte områder. Det oplyser Energinet.dk i en pressemeddelelse.

Arbejdet med at fjerne master og ledninger gik i gang for to år siden og er netop blevet afsluttet her i september 2016.

- Arbejdet er gået efter planen, og vi har haft fokus på at passe bedst muligt på naturen undervejs. Vi har løbende tilpasset vores maskinpark for at tage hensyn til lokale forhold, fortæller projektleder fra Energinet.dk, Carsten Hestbech.

185 lodsejere har sagt farvel til master
Det er ikke nødvendigt at erstatte den gamle luftledning med en ny forbindelse, fordi der i de senere år er kommet nye elforsyningsveje til Sjælland, blandt andet elforbindelser til udlandet og strøm fra vindmøller. Det har vakt glæde hos 185 lodsejere, som har fået fjernet en mast på deres jord.

- Vi har haft et fantastisk godt samarbejde med de mange lodsejerne, vi har været i kontakt med. De har været imødekommende, både i forhold til at få lavet aftaler og når vi har rodet og larmet med maskiner, fortæller Carsten Hestbech, som også roser samarbejdet med kommuner og museer i projektet.

I alt er der blevet fjernet 262 master og nedtaget 502 tons tråd på den 61 km lange strækning. Den gamle luftledning krydsede foruden landområder fire jernbanestrækninger, tre hovedveje og 37 mindre veje.

Kabellægning mellem Asnæs og Søstremose
På strækningen fra Asnæsværket til Søstremose står 15 master med højspændingsledninger tilbage, som også skal tages ned. Strækningen på 3,5 km skal imidlertid erstattes af en ny forbindelse, som denne gang bliver gravet ned som kabler.

- Forundersøgelserne er startet op, og til april går vi i gang med at lægge de nye kabler. Bagefter vil vi fjerne de sidste master og luftledninger, forklarer Carsten Hestbech.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079