23948sdkhjf

Bladt Industries følger vækstplanen

Topchef i tale: Den nordjyske stålgigant kigger både på kendte og nye markeder i jagten på vækst.
Rækkevis af store, gule vindmøllefundamenter og en transformerstation tårner sig op i det østlige Aalborg. Der er gang i den hos Bladt Industries. Faktisk er det den tredje transformerstation, Aalborg-virksomheden skal afskibe i 2016, og dermed bliver det et godt år inden for den niche.

I 2015 endte Bladt Industries med en omsætning på små 3 mia. kr. og et driftsresultat på 103,5 mio. kr. – ved den lejlighed lød forventningerne på yderligere vækst i 2016 – og der ser ud til at holde.

- Det ser fornuftigt ud, og vi ligger, som vi har forventet. Det betyder, at vi forventer, at 2016 ender med en pil opad i forhold til 2015, når vi taler resultat, fortæller administrerende direktør hos Bladt Industries, Jan Kjærsgaard.

- Vores hovedfokus er ikke på omsætningen, for den kan variere fra år til år med de store stålmængder i de projekter, vi håndterer. Vores hovedpejlepunkt er vores dækningsgrad, og der er vi godt tilfredse, som tingene går for øjeblikket, uddyber han.

Havvind trækker toget
Den nordjyske virksomhed har efterhånden positioneret sig som branchens førende, når det gælder produktion af fundamenter og transformerstationer til offshore vind, og det er da også den del, der fylder mest i Bladts forretning. Derfor er det også vigtigt for Jan Kjærsgaard, at der bliver investeret i nye havmølleparker, og på det punkt er han positiv.

- Havvind ser godt ud de kommende år, og der taler vi både fundamenter, monopæle, jacket-fundamenter og transformerstationer. Der ser det fornuftigt ud frem mod 2020, men også længere frem, forklarer han.

Udover leverancer til havmølleparker har Bladt også traditionelt leveret store stålkonstruktioner til olie/gas-industrien og til byggeri og infrastruktur.

- Olie/gas er jo lidt nede i en bølgedal, og det betyder, at vi ikke er så aktive der for øjeblikket. Men i det øjeblik markedet kommer igen, er vi klar, og vi har erfaring og knowhow til at tage de opgaver, der måtte komme, siger Jan Kjærsgaard.

- Vi fokuserer til gengæld meget på infrastruktur og har blandt andet lige vundet en bro til Køge Station, hvor vi har en totalentreprise. Vi har også lavet stibroen i Odense og arbejder på nogle flere broprojekter. Vi har nogle erfarne folk og arbejder meget målrettet på at udvide dette forretningsområde, fortsætter han.

Jagter vækst uden for Nordeuropa
Infrastrukturprojekterne er i vækst hos Bladt Industries, men vindenergi er stadig det vigtigste ben. Også her leder Jan Kjærsgaard derfor efter nye vækstmuligheder.

- Nordeuropa er og har været langt det største marked, men vi kigger også uden for det og ser på, hvornår der kan komme noget i USA, og vi ser også på noget i Asien, forklarer han.

- Vi havde kontrakt på at skulle levere fundamenter til Cape Wind i USA, så vi har været der og vil også forsøge at få en fod inden for på det marked fremadrettet, lyder det fra Jan Kjærsgaard, der også holder øje med mere nære markeder som for eksempel det franske.

Artiklen er en del af temaet Chef i tale.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079