23948sdkhjf

Enggræs bliver til biogas i Vaarst

Gaspotentialet er stort, lyder det fra Nature Energy og Naturstyrelsen.
Danmarks frodige grønne enge kan faktisk blive for grønne. Bliver der for meget af dem, kan det true vandmiljø og dyr og planters leveområder.

Derfor tester Naturstyrelsen en ny danskproduceret høstmaskine, der kan køre i de våde engområder. Det høstede græs køres til biogasanlægget Nature Energy Vaarst syd for Aalborg.

- Naturstyrelsen tester i dag enghøsteren på to kørsler på et fem hektar stort område. Hvis den viser sig at køre som forventet, så vil man selvfølgelig køre ud andre steder end i Vaarst, fortæller driftsdirektør i Nature Energy, Pernille Høgstrøm Resen.

Og selvom det høstede enggræs er vådt er det ikke noget problem.

- Biogasanlægget i Vaarst kan sagtens håndtere det våde enggræs. Vores rolle i den her testkørsel er jo netop at få sendt enggræsset gennem biogasanlægget og skabt noget værdi, siger Pernille Høgstrøm Resen.

Testkørslen forløber over to timer denne tirsdag formiddag og arealet, man kører over er som sagt en overskuelig størrelse på fem hektar. Succeskriteriet for testkørslen er da heller ikke en stor mængde høstet enggræs.

- Der køres i dag for at demonstrere at maskinen virker, siger Pernille Høgstrøm Resen og tilføjer:

- Men projektet har et ret fint gaspotentiale, så vi har en ret stor interesse i det her.

Naturstyrelsen anslår, at der i Danmark er 100.000 hektar enge, der kan høstes med den nye maskine. Græsset kan i biogasanlæg udnyttes til at producere 15 - 1600 m3 metangas pr. hektar svarende til en typisk husstands årlige varmeforbrug. Enggræsset vil dermed kunne dække ca. 100.000 husstandes forbrug, hvis al græsset blev indsamlet og omdannet til biogas. Det svarer til at dække varmeforbruget i alle husstande i Odense Kommune.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141