23948sdkhjf

Rundspørge: Afgifter bremser elbiler i danske kommuner

Sidste år købte danske kommuner 322 elbiler - i år til dato er der kun indkøbt 36 elbiler i kommunerne.
Landets kommuner har hidtil stået for en betydelig del af det danske salg af elbiler, men det lader nu til at være slut. To ud af tre kommuner, der har deltaget i en rundspørge, fortæller, at den nye afgift på elbiler - på 20% i 2016, stigende til 150% i 2020 - har sat en stopper for deres indkøbsplaner for elbiler i år. Dette underbygges af salgstal fra første halve år, der viser, at danske kommuner kun har købt 36 elbiler. Til sammenligning erhvervede kommunerne sidste år 322 elbiler.

- Transportsektoren er klimapolitikkens store problembarn. Det er den eneste sektor, hvor CO2- udslippet blot er steget de seneste 25 år. Hvis vi skal nå Danmarks mål om at være fossilfrie i 2050, så skal den sidste benzin- eller dieselbil køre over forhandlerens kantsten allerede i 2035. Vi har altså 19 år til fuldstændigt at omstille vores transportsektor. Vi kan ikke blive ved med at skubbe denne gigantiske udfordring foran os og slet ikke i en situation, hvor elbilsalget er gået i stå, siger Tore Harritshøj, adm. direktør hos E.ON og påpeger, at man skal helt tilbage til 2011 for at finde et lavere salgstal hos kommunerne.

40 ud af 98 kommuner har deltaget i rundspørgen, der er foretaget af E.On.

Uforholdsmæssigt hårde afgifter
I årets første syv måneder steg den samlede danske elbilsbestand med kun 42 elbiler. Fra en bestand på 8.168 elbiler ved udgangen af 2015, er der i dag 8.210 elbiler (seneste opgørelse per 18. juli).

Ifølge Klimarådet er en af årsagerne til det udeblivende salg, at elbiler efter indfasningen i afgiftssystemet, stilles uforholdsmæssigt dårligere end tilsvarende benzin- eller dieselbil. Klimarådet foreslår derfor, at elbiler tildeles et batterifradrag i registreringsafgiften og at minimumsafgiften på kr. 20.000 helt sløjfes.

- Allerede på kort sigt står transporten over for en betydelig udfordring. Det er Klimarådets vurdering, at elbilerne risikerer at lide under den måde, afgifterne på biler og bilkørsel beregnes på og derfor bør elbiler tildeles et fradrag i registreringsafgiften, siger Niels Buus Kristensen, trafikforsker og medlem af Klimarådet, og pointerer, at det kan blive nødvendigt med op mod én mio. elbiler i 2030 for at nå klimamålene for de sektorer, der ikke er omfattet af EU’s CO2- kvotesystem.

I dag er der stor forskel i indkøbsprisen for en benzin- eller dieselbil og en tilsvarende elbil. En gennemsnitlig familiebil i Danmark, f.eks. en Volkswagen Golf, koster i omegnen af 112.000 kr. før moms og afgifter, mens den som elbil koster 221.000 kr. Prisforskellige ligger primært i elbilens batteri, der gør elbilen dyrere at producere end andre biler. Den pris vil udlignes over tid, i takt med at produktionsvolumen går op.

- Det er uhensigtsmæssigt, at batteriets pris pålægges registreringsafgift, da merprisen for batteriet ikke afspejler en øget forbrugsværdi ved elbilen i forhold til en tilsvarende benzin- eller dieselbil i samme klasse, forklarer Niels Buus Kristensen.

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093