23948sdkhjf

Vattenfall opfører vindmøllepark i Skotland

Vattenfall har besluttet at investere mere end 3 milliarder svenske kroner i en kombineret vindmøllepark og teknologiudviklingscenter ud for Aberdeen.
Vindmølleparken, der har fået navnet European Offshore Wind Deployment Centre (EOWDC), kommer til at bestå af 11 vindmøller og får en kapacitet på 92,4 MW. Ud over at producere el skal anlægget også fungere som et center for afprøvning og udvikling af nye teknologier til havbaseret vindenergi.

- Vores mål er at fordoble vores vindenergikapacitet fra 2 GW til 4 GW inden 2020, og vi fokuserer på at effektivisere og reducere vores omkostninger til havbaseret vindenergi. Vores investering i European Offshore Wind Deployment Centre ud for Aberdeen er en vigtig del af denne proces, siger Magnus Hall, Vattenfalls CEO og administrerende direktør.

Den skotske regering gav tilladelse til opførelsen af vindmølleparken i Aberdeen helt tilbage i 2013. Efter en behørig indsigelsesrunde kom den endelige godkendelse i december 2015.

Opførelsen af vindmølleparken forventes påbegyndt i sidste halvdel af 2017, så den kan begynde at producere strøm i løbet af foråret 2018.

EOWDC er projekteret i samarbejde med en lokal samarbejdspartner; Aberdeen Renewable Energy Group. I overensstemmelse med tidligere aftaler skal Vattenfall købe samarbejdspartnerens ejerandel og bliver dermed eneejer af vindmølleparken.

Beslutningen om at investere i EOWDC kommer blot et par uger efter den britiske folkeafstemning om udmeldelse af EU og er et bevis på Vattenfalls fortsatte langsigtede engagement på vindenergiområdet i Storbritannien.

- Det her projekt understreger vores langsigtede mål om at øge vores vindenergikapacitet i Storbritannien. Den britiske regering ønsker, at vindenergi fortsat skal udgøre en væsentlig del af den klimaneutrale elproduktion i landet. Vi ønsker at være en del af den udvikling og vokse i Storbritannien, siger Magnus Hall.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094