23948sdkhjf

Hvor kommer energien fra?

Skal dine børn være energi-nørder? Så lad sommerferiens udflugt gå til en af Danmarks mange forlystelser, hvor energi og læring er i højsædet.
I Danmark findes et væld af forlystelser for børn og barnlige sjæle. Og nu da sommeren og sommerferien er over os, har Energy Supply fundet et par forlystelser, der er helt i tråd med portalens og tidens ånd, og hvor I kan få svar på mangt og meget om energi i Danmark.

Danfoss Universe & Energihuset Embrace
Beliggende på Als i det sønderjyske finder man Danfoss Universe. Her kan man gå på opdagelse i hverdagens teknologi og blive langt klogere på de forskellige energiformer.

I EnergyLab kan man lege sig frem til svar på alskens energispørgsmål og i energihuset Embrace kan man komme helt ind i hjertet af det selvforsynende energihus.

Energimuseet
I Bjerringbro i det midtjyske ligger Energimuseet, der lader dig komme helt tæt på elektricitetens forunderlige verden - og gi'r dig et væld af muligheder for at opdage, prøve, forundres og mindes.

Du kan se Danmarks største vandkraftværk, Tangeværket, der er i fuld brug og har været det i over 80 år. Derudover kan du besøge udstillingen Blackout!, der giver et indblik i hvad der sker når elsystemet svigter og lyset går ud.

Energisti Knivholt
Energisti Knivholt i Frederikshavn er et udstillingsvindue for vedvarende energi-installationer i størrelsesordenen 1:1. Her kan man se på solvarme, søvarme, elcykler, vindmøller og husstandsmøller.

Et sted på stien ved søens bred ligger en 1:5-udgave af bølgeenergianlægget Crestwing.

Gas-museet
På Gas-museet i Hobro kan man kaste sig ud i en masse spændende sommerferie-aktiviteter.

I gas-laboratoriet er der sjove forsøg med gas og energi. Man kan udvinde kul-gas af kul, lave gasflammer i flotte farver, og teste hvad der kan laves med gasild og glas. Derudover kan man i energispillet lege borgmester for en dag eller bygge fremtidens by i lego.

Ny udstilling om Horns Rev
Udstillingen i Horns Rev Wind Farm Visitors Centre ved Blåvand Fyr fremstår i en ny og opgraderet udgave.

I udstillingen, hvor der bl.a. er fokus på Horns Rev 3, som om få år er i drift, kan publikum også møde nogen af de mennesker, som har beskæftiget sig med havvindmøller gennem tiden og få en fornemmelse for hvad deres arbejde består i.

Publikum får også mulighed for selv at være aktive. Man kan prøve mølleteknikerens sikkerhedsudstyr eller konkurrere mod hinanden i udstillingens vendespil. Der er endda mulighed for at designe sin egen mølle. Man kan også finde ud af hvor stor en giraf er i forhold til en vindmølle og mange andre ting.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078