23948sdkhjf

Unikt system holder det nye grønttorv koldt

Når det nye grønttorv, Copenhagen Markets, producerer køl, sendes overskudsvarmen ud til fjernvarmekunderne i Høje-Taastrup
Det nye Grønttorv, der nu hedder Copenhagen Markets, har tilsluttet sig Danmarks største fjernkølingsanlæg. Faktisk er Grønttorvet den første – og eneste – virksomhed, som er på systemet, hvor overskudsvarme fra køleproduktionen udnyttes i Høje Taastrups fjernvarmeanlæg.

- Det er helt unikt. Det er første sted i verden, hvor man prøver dette her, forklarer direktør Jens Faarup fra Copenhagen Markets, som samarbejder med Høje Taastrup Fjernvarme om denne nye måde at udnytte varme og kulde på.

Der er bygget en kølecentral ved Copenhagen Markets. Her produceres den kulde, som nedkøler hallerne. Produktionen af kulde skaber en masse varme, som bruges til at varme fjernvarmevandet.

- Tidligere blev varmen ledt ud i naturen som damp; men nu udnyttes den i fjernvarmecentralen. Det er helt unikt, siger Jens Faarup.

Kulden i Grønttorvets kølehaller skabes af et lukket rørsystem, hvor der løber flydende glykol. Det er firmaet ICS, der har opgaven med at holde kølecentralen kørende uden problemer.

- Glykol kan blive meget koldere end almindeligt vand. Det fryser først til ved minus 20 grader, så det er meget mere effektivt end vand, siger projektleder Janus Carlsen fra ICS.

- Den glykol, vi bruger, køles til cirka minus otte grader. Det er nok til at give hallerne den rette temperatur. Frugt og grønt skal have en temperatur på mellem nul og otte grader, mens kølerummene til blomster skal holdes på en temperatur på mellem fem og 10 grader, siger Janus Carlsen.

- Faktisk gør vi det sådan, at vi først sender kulden til Frugt & Grønt. Restkulde (returvandet, red.) går videre til Blomst, som ikke skal bruge så kraftig køl. På den måde udnytter vi kulden optimalt. Til sidst føres glykolet tilbage til centralen, hvor køleprocessen starter forfra.

Stor besparelse
Det er første gang, at alle de handlende på torvet går sammen om køleproduktionen. På det tidligere Grønttorv i Valby havde hver virksomhed deres eget køleanlæg. Her i Høje-Taastrup er de gået sammen om et fællessystem.

- Det giver en besparelse på 15-20 procent i udgifterne til kølingen. Samtidig er det meget mere miljøvenligt, fordi vi ikke udleder overskudsvarmen, men fører den ind i fjernvarmesystemet, siger grønttorvs-direktøren Jens Faarup.

- Sammenlignet med det gamle grønttorv i Valby har vi fået meget bedre og mere tidssvarende forhold. Bygningen er meget bedre isoleret, og hver lejer har sine egne ramper og tilkørselsforhold. Så selv om pladsen ikke er større, udnytter vi det meget bedre.

For Høje Taastrup Fjernvarme er Grønttorvet den første kunde på det nye system. Ambitionen er at tilbyde det til flere virksomheder.

- Om sommeren er der mange virksomheder, som har brug for køl til deres air condition-anlæg. Det vil mange med fordel kunne få via fjernvarmeselskabet, siger Jens Faarup.

- Man kan også forestille sig en situation, hvor der skal produceres varme. Det kan ske med præcis samme princip. I stedet for at producere kulde kan man producere varme. For os er det rigtig spændende at være først og være med til at udvikle det – og se det virker! Det gør det. Men det bliver spændende at se, hvor meget vi skal bruge til sommer, når vi har 25-30 grader udendørs, og vi har flere tusinde ton grøntsager, som skal køles ned.

Svært at forudsige behov
Hvor meget kulde, der skal bruges, er ikke så let at forudsige.

- Lejerne forpligter sig til en vis mængde kulde, men hvis de ikke udnytter den, og sender for koldt vand retur, bliver de straffet. Fordi de ikke får udnyttet det, siger Jens Faarup.

Om vinteren er der selvsagt mindre behov for køl og mere behov for varme.

Artiklen er en del af temaet Fjernkøling.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11