Energiforbruget steg i første kvartal af 2016
Det faktiske energiforbrug steg med 0,9 pct. i første kvartal af 2016 i forhold til samme periode året før. Korrigeret for brændselsforbrug ved udenrigshandel med el steg energiforbruget med 2,2 pct.
Stigningen i forbruget i første kvartal af 2016 dækker over, at forbruget af kul og naturgas steg med henholdsvis 6,0 pct. og 3,5 pct. sammenlignet med samme periode året før. Samtidig er forbruget af olie og vedvarende energi faldet i første kvartal 2016 med henholdsvis 2,0 pct. og 4,9 pct.
Når der korrigeres for brændselsforbrug knyttet til udenrigshandel med elektricitet, er energiforbruget i første kvartal af 2016 steget med 2,2 pct. i forhold til samme periode i 2015.
Produktionen af primær energi var 10,6 pct. lavere i de første tre måneder af 2016 end i samme periode i 2015. Produktionen af råolie faldt med 14,7 pct. mens produktionen af naturgas og vedvarende energi faldt henholdsvis 6,4 pct. og 6,6 pct.