23948sdkhjf

Stor succes med lavere fremløbstemperaturer i Geding

Der kan spares millioner ved at sænke fremløbstemperaturen i det danske fjernvarmenet. Det er med succes gjort i østjyske Geding.
Danske fjernvarmeselskaber kan opnå besparelser mellem en halv og en hel milliard ved at øge effektiviteten og sænke temperaturen i fjernvarmenettet, viser en ny undersøgelse foretaget af Sweco Danmark, der i et samarbejde med Scanenergi gerne hjælper de danske fjernvarmeværker med at skrue på knapperne.

- Fjernvarmeværkerne kan sagtens sænke temperaturen mellem 5-10°C, uden at det har betydning for forbrugerne eller forsyningssikkerheden. Det er blevet demonstreret gennem flere EUDP-projekter. Det effektiviseringspotentiale, som de danske fjernvarmeværker kan forvente ved lavere temperaturer, ligger på omkring en halv milliard i besparelser årligt – og dette er kun ved et moderat indgreb. Der kan være op mod en milliard at spare ved et mere gennemgående indgreb, siger projektleder Henry Juul Nielsen fra Sweco Danmark.

Læs også : Moderat indgreb kan spare fjernvarme for 600 millioner

Et af de steder, hvor man med succes har gennemført et mere gennemgående indgreb er i Geding vest for Aarhus.

Ultra-lavtemperatur fjernvarme
I Geding har AffaldVarme Aarhus i samarbejde med Sweco og Teknologisk Institut implementeret ultra-lavtemperaturfjernvarme. Det betød at man i projektperioden fra 2013-2015 sænkede fremløbstemperaturen fra centralen fra 65°C til 45°C i sommerperioden. Og det har været så stor en succes, at man ikke er stoppet med det.

- Vi har fundet smertegrænserne, så vi fortsætter med de lavere temperaturer i Geding, fortæller Jens Riishøj Larsen, drifts-mester hos AffaldVarme Aarhus.

I forbindelse med projektet i Geding har hver husstand fået installeret en varmepumpe til at booste det noget koldere vand med.

- Vandet skal jo være varmt nok til at gå i bad i, understreger Jens Riishøj Larsen.

Sænker alt det vi kan
Projektet i Geding har betydet, at AffaldVarme er blevet langt mere opmærksommme på at sænke temperaturen inden for de tekniske bestemmelser, som man er underlagt.Samtidig har man fået mod på at implementere lavere fremløbstemperaturer andre steder.

- Vi sænker temperaturen ,så meget vi kan, så mange steder vi kan. Lige nu arbejder vi med et projekt i Skejby, hvor vi blander koldt vand i fremløbsvandet, fortæller Jens Riishøj Larsen.

Når man påtænker at sænke fremløbstemperaturen, så har Jens Riishøj Larsen et par gode råd, der kan sikre et succesfuldt projekt.

- Det er vigtigt at holde sig for øje, at kunderne er meget forskellige, derfor er det nemmest at arbejde med et meget afgrænset område, som i Geding, hvor der er 21 husstande eller i Skejby, hvor vi fokuserer på et villaområde. Derudover er det vigtigt at lave aftaler med forbrugerne om hvad deres nedre grænse er og sikre dem installatørbistand og gode serviceaftaler.

Hvor meget AffaldVarme har sparet ved at skrue ned for temperaturen i Geding har man ikke regnet på endnu, men Jens Riishøj Larsen er ikke i tvivl.

- Det er en god ide, der samtidig reducerer varmetabet i vores rør i jorden, slutter han.

Nyt samarbejde
Undersøgelsen fra Sweco peger på et besparelsepotentiale på en halv milliard ved at sænke fremløbstemperaturen på 70 grader til 60 grader i fremløb og 30 grader tilbage i det allerede eksisterende fjernvarmenet.

Og det vil Sweco og Scanenergi gerne hjælpe de danske fjernvarmeværker med at opnå. Derfor har de etableret et nyt effektiviseringskoncept.

- Det er vigtigt, at vi effektivisere på det, vi allerede har i dag, og får sat temperaturen ned i det danske fjernvarmenet. Derfor har vi sammen med Sweco lavet et strategisk samarbejde. I Sweco har de stort fokus på temperaturoptimering, hvor vi i Scanenergi kan levere værktøjer i forbindelse med den brede forbrugerkontakt, der kan aflaste varmeværkerne. Samarbejdet vil derfor muliggøre, at vi kan hjælpe fjernvarmeværkerne med en samlet løsning, så de på bedste vis kan opnå det ønskede effektiviseringspotentiale, siger Søren Dürr Grue, der er Projekt- og Forretningsudvikler hos Scanenergi.
Kommenter artiklen (18)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109