23948sdkhjf

Oliepris og fragtrater får overskud til at dykke i Mærsk

AP Møller-Mærsk har tjent markant færre penge i årets første kvartal i forhold til sidste år.
Lave fragtrater og lav oliepris sætter fortsat præg på bundlinjen i AP Møller-Mærsk, som har tjent betydeligt færre penge i årets første tre måneder i forhold til samme periode sidste år.

Samlet får AP Møller-Mærsk et resultat efter skat på 211 mio. dollars i første kvartal. Det er et markant fald fra 1,5 mia. dollars i perioden sidste år.

- Markedsforholdene er stadig udfordrende, og vi tilpasser fortsat vores omkostninger til de nye vilkår og opretholder gode operationelle resultater på tværs af forretningen, siger topchef Nils Smedegaard Andersen i regnskabet.

Ifølge AP Møller-Mæsk faldt omsætningen 19 procent sammenlignet med første kvartal i 2015. Olie- og rederigiganten omsatte for 8,5 mia. dollars mod 19,5 mia. dollars i de første tre måneder af 2015.

Det er især et fald i olieprisen på 37 procent og 26 procent lavere fragtrater, der gør rigtig ondt.

Mærsk olieforretning - Maersk Oil - var en underskudsforretning i første kvartal, hvor det underliggende resultat landede på minus 29 mio. dollars.

Trods faldet i fragtraterne klarede Maersk Line sig gennem kvartalet med plus på bundlinjen. Shippingforretningen fik et underliggende resultat på 32 mio. dollars i første kvartal.

Selv om første kvartal bød på tilbagegang i AP Møller-Mærsk, så var driftsoverskuddet faktisk en spids bedre, end analytikerne havde ventet.

Driftsoverskuddet landede på 1,597 mia. dollar, mens iagttagere af selskabet havde ventet et driftsoverskud på 1,435 mia. dollars ifølge estimater indsamlet af Ritzau Estimates.

På bundlinjen leverede Mærsk-gruppen et overskud før minoriteter på 224 mio. dollars, mens analytikerne havde ventet et plus på 95 mio. dollars på den post - dog med store udsving i estimaterne.

I første kvartal af 2015 var overskuddet på 1,572 mia. dollars, men det hører med til billedet, at det var trukket lidt op af salget af Danske Bank-aktier.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078