23948sdkhjf

Fart på fusioner i fjernvarmen

Dansk Fjernvarme glæder sig over et rekordhøjt antal fusioner i fjernvarmesektoren i 2015, men gør samtidig opmærksom på, at gevinsterne fra fusionerne ikke kan hentes to gange.
I 2015 fusionerede hele 14 fjernvarmeselskaber, viser en ny opgørelse fra Dansk Fjernvarme. Det var dermed et rekordår for antallet af fusioner. Velviljen for samarbejde i fjernvarmesektoren vækker glæde.

- Fjernvarmesektoren er under forandring i disse år, hvilket det rekordhøje antal fusioner vidner om. Det synes jeg, der er grund til at glæde sig over, fordi det viser, at der er en enorm virkelyst til at drive sektoren fremad, siger direktør i Dansk Fjernvarme Kim Mortensen.

Horsens, Middelfart og Ringkøbing er bare nogle af de byer, hvor fjernvarmeselskaber i 2015 indgik i fusioner. Dansk Fjernvarmes opgørelse viser, at det især er ønsket om at understøtte den grønne omstilling og at reducere omkostninger og dermed reducere kundernes priser, der er baggrunden for udviklingen i fusionerne.

Gevinsten kan ikke hentes to gange
Direktør Kim Mortensen forklarer, at fjernvarmeselskaberne er opmærksomme på det stigende politiske pres på sektoren for at levere omkostningseffektiv og miljørigtig varme. Og at det får selskaberne til at fusionere og samarbejde. Men han har samtidig en politisk appel til dem, der mener, at fusioner i fjernvarmesektoren rummer et uudnyttet potentiale til yderligere effektiviseringer.

- Der ligger ikke noget columbusæg i fusioner i fjernvarmesektoren. Selskaberne er allerede i dag meget fokuserede på at reducere omkostninger og gennemfører også i vid udstrækning fusioner, når det kan bidrage til at sikre det, siger han og fortsætter:

- Det giver ikke mening at fremsætte krav til, at fjernvarmeselskaber skal finde yderligere besparelser på baggrund af gevinster fra fusioner. De gevinster er i fuld gang med at blive høstet allerede.

Kilde: Dansk Fjernvarme

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094