23948sdkhjf

Uhørt ministerfremfærd

- Ministerens ageren i denne sag er helt uhørt, lyder det fra Vindmølleindustrien, der advarer mod at droppe de kystnære havmølleparker.
Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt åbnede i weekenden op for at droppe de kystnære havvindmøller og dermed løbe fra løfterne i energiaftalen. Det vil være et erhvervs- og energipolitisk selvmål, som vil koste arbejdspladser og skade Danmark muligheder for at sikre en omkostningseffektiv grøn omstilling, advarer Vindmølleindustrien.

- Ministerens ageren i denne sag er helt uhørt. Det er mindre end 14 dage siden at en enig forligskreds besluttede at tage Sejerø Bugt ud af det kystnære udbud og præsenterede branchen for en ny tidsplan, inklusiv lovning på at udsende de endelige udbudsbetingelser i næste uge. Ministeren har haft rig lejlighed til at opsige energiaftalen, hvis det virkelig er det, han vil. I stedet fortsætter han det efterhånden farceagtige forløb ved atter at så tvivl om, hvorvidt industrien kan investere i tillid til de løfter, der blev givet i energiaftalen fra 2012, siger Jan Hylleberg, adm. direktør for Vindmølleindustrien.

De tre prækvalificerede selskaber har hver især allerede investeret tocifrede millionbeløb, og er fire måneder fra at skulle træffe en investeringsbeslutning i milliardklassen, som vil medføre tusindvis af jobs i den danske vindindustri.

- Hvis man skærer i, eller helt aflyser, det kystnære udbud, vil det ikke alene koste danske arbejdspladser. Det vil sende chokbølger igennem energisektoren og så alvorlig tvivl om, hvorvidt Danmark fremover er et sikkert marked for investeringer. Jeg minder om, at der også er en dag efter i morgen. Når regeringens energikommission om et år kommer med anbefalinger til en omkostningseffektiv grøn omstilling, vil det utvivlsomt indebære behov for nye udbudsrunder. Derfor vil det være et gevaldigt erhvervs- og energipolitisk selvmål at svække tilliden til Danmark som investeringsland. Usikkerhed og mistillid har en pris, advarer Jan Hylleberg.

Kystmøller er ikke blevet en krone dyrere
Ministeren hævder at regningen for de kystnære parker er blevet for høj.

- De kystnære havvindmølleprojekter er ikke blevet én krone dyrere. Vi kender slet ikke den vindende pris før til september. Hvis ministeren ellers ville give industrien arbejdsro, vil konkurrencen give en skarp pris under budloftet på 70 øre/kWh i ca. 11 år, hvilket vil være klart de billigste havmølleparker, der bygges i Europa i disse år, siger Jan Hylleberg.

Da forligspartierne, inklusiv Venstre, indgik energiaftalen i 2012 var det med en forventning om en pris for de kystnære parker på 70 øre/kWh i en ca. 11-årig støtteperiode. De 70 øre udgøres af et miks mellem elpris og PSO-tilskud, hvor sidstnævnte udgør forskellen mellem markedsprisen på el og den garanterede afregningspris, som de kystnære parker modtager i tilskud i støtteperioden. Elprisen er som bekendt faldet ift. det forventede i 2012, med den konsekvens at PSO’en udgør en større andel af de 70 øre. Men for de danske elforbrugere gør det ikke de kystnære havmølleparker hverken dyrere eller billigere.

- Jeg tror ærlig talt, at de danske elforbrugere er ligeglade med hvilke poster på elregningen, der tilsammen udgør betalingen til de kystnære parker på under 70 øre/kWh. Danskerne vil have klimavenlig energi til en skarp pris, og det får de med de kystnære møller, siger Jan Hylleberg.

Tilskuddet til de kystnære parker vil blive finansieret over elregningen, og ventes fra 2019 at udgøre omkring 1 øre/kWh i PSO-afgift, svarende til under 0,5 pct. af den samlede elregning i en husstand.


Kilde: Vindmølleindustrien - www.vindpower.org

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.265