23948sdkhjf

Frederikshavn Kommune kører på biogas

Kommunen vil være rollemodel, når muligheden byder sig
Den grønne transport blomstrer i Frederikshavn kommune. Her baner det ene tiltag vejen for det næste, og senest er tre nye biogasbiler rullet ind på kommunes parkeringsplads. Bilerne kan køre på både biogas og benzin.

”Vi kører på Biogas” står der på grønne mærkater på de tre nyindkøbte VW Caddy Combo-varebiler.
Bilerne kører flere daglige ture rundt i kommunen, hvor de anvendes af de tekniske medarbejdere, som har brug for at komme rundt, når der skal løses opgaver på kommunens bygninger.

- Vi har brugt biogas-bilerne i en måneds tid nu, og de fungerer upåklageligt. Vi er en kommune, der har energi som et prioriteret vækstspor, og derfor er vi også rollemodel, når muligheden byder sig, siger Bo Niebuhr, afdelingsleder ved kommunens ejendomscenter.

HMN Naturgas lavede i slutningen af 2014 en biogas-tankstation i forbindelse med et projekt, og den tankstation benyttes i dag til tankning af de nye biler, til regionale biogasbusser og til bybusser på biogas.

- Biogas er et oplagt grønt alternativ til diesel for varevogne, busser og lastbiler. Transportsektoren halter bagefter, når det gælder om at mindske miljøbelastningen. Det forsøger vi at gøre noget ved ved at etablere den nødvendige infrastruktur af biogastankstationer, siger direktør i HMN Naturgas Henrik Iversen.

Energibyen

De seneste år har det kommunale erhvervsudviklingsprojekt Energibyen Frederikshavn været igangsætter på en række projekter, som netop involverer biogas til transport. Det handler blandt andet om Danmarks første regionale busrute på biogas mellem Frederikshavn og Aalborg og - siden januar - muligheden for at benytte bybusser på biogas i Frederikshavn.

Til dagligt arbejder Energibyen med at fremme initiativer, som understøtter Frederikshavn Kommunes vision om at blive 100 procent selvforsynende med vedvarende energi inden udgangen af 2030.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.406