23948sdkhjf

Logstor fortsætter turnaround-indsats

2015 viste ellers fremgang på driften, men omsætningen tog et dyk.
- 2015 var et udfordrende år for fjernenergiindustrien, og vi imødegik udviklingen ved at træffe en række vanskelige beslutninger med henblik på at forbedre effektiviteten og fastholde vores markedsposition. Omsætningen var påvirket af vanskelige markedsforhold som følge af midlertidig råvaremangel og udskydelse af investeringer i fjernenerginetværket fra energiselskaber og kommuner, som var påvirket af lave elpriser og hård konkurrence fra andre leverandører i de fleste europæiske lande. Mens olieprisen hæmmede investeringerne hos de fleste nationale og internationale olieselskaber, gjorde vores olie- og gas-forretning det godt i 2015, hvor vi gennemførte flere store onshore- og offshore-projekter, siger president og CEO i Logstor Yves Paletta efter et 2015, hvor der var fremgang på driften.

Året i tal
Logstor skabte i 2015 en omsætning på 1.674 mio. kroner (2014: 1.798 mio. kr.) i en periode med færre investeringer i industrien og et lavere aktivitetsniveau i markedet, midlertidig mangel på råmateriale (polyethylen) til fremstilling af præ-isolerede rør samt en skærpelse af Logstors fokus på lønsomhed.

På trods af nedgangen i omsætningen fasholdt Logstor et driftsresultat på 121 mio. kr. (2014: 120 mio. kr.), hvilket medførte fremgang i Ebitda-marginen til 7,2% (6,7%) i takt med, at Logstors transformationsprogram viste resultater.

Koncernen skabte et resultat før skat på 19 mio. kr. i 2015 (2014: -5 mio. kr.).

Transformation & opkøb
Den igangværende transformation af koncernen medførte i 2015 frasalg af Logstors to kinesiske produktionsfaciliteter med henblik på at fokusere virksomheden, mens den stærke tilstedeværelse i Kina blev opretholdt med et 100% ejet datterselskab og gennem licensaftaler med koncernens nuværende lokale partner.

Logstor havde engangsomkostninger på 19 mio. kr. fra restrukturering forbundet med turnaround-indsatsen og et planlagt opkøb af svenske Powerpipe Systems.

I forbindelse med Logstors planlagte opkøb af Powerpipe Systems har de svenske konkurrencemyndigheder gjort indsigelse mod købet. Logstor og sælgeren er dog uenige med SCA og har besluttet i fællesskab at ansøge om godkendelse af transaktionen ved Stockholms byret. Det forventes at tage 6-8 måneder at opnå godkendelse.

Fortsætter som hidtil
Ledelsen forventer en forbedring af lønsomheden i 2016 som følge af driftsforbedringer gennemført i 2015 og fortsat i 2016 i forbindelse med Logstors transformationsprogram.

- Med nye lovende produktlanceringer og større projekter, som skal gennemføres onshore, offshore og downstream, er der fortsat positive udsigter for Logstor. Vi fortsætter vores turnaround-indsats i 2016 for at skabe en stærkere virksomhed og lægge fundamentet for bæredygtig vækst, siger Yves Paletta, President & CEO i Logstor.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095