23948sdkhjf

Gaia Solar tror på sorte tal i 2016

2015 bød på millionunderskud hos solcelleproducenten, men nu lysner det i markedet.
Et underskud før skat på 4,6 mio. kr. var ikke nogen prangende udgang på 2015 for Gaia Solar, men der var trods alt tale om en fremgang på 3,4 mio. kr. fra året før. Samtidig steg bruttofortjenesten med små 1,4 mio. kr. til 6,8 mio. kr.

Selv om der er tale om et klart utilfredsstillende resultat, hæfter administrerende direktør Peter Terman Petersen sig alligevel ved, at solcelle-virksomheden er inde i en positiv udvikling.

- Der er optimisme og god stemning ude i markedet til forskel fra, hvordan det har været specielt i 2014. Vi fornemmer, at det er en ny dagsorden, efter vi havde det store boom i privatmarkedet. Dengang var der næsten ikke nogen, der turde sige solcelle – det blev et negativt ord, fortæller han til Energy Supply.

Derudover hæfter han sig ved, at der i høj grad har floreret forældede nøgletal, når der skulle regnes på tilbagebetalingstider – noget der ikke ligefrem har været befordrende for salget.

- Nu er man begyndt at bruge de rigtige tal, og hvis det ikke er den billigste VE-teknologi, så er det i hvert fald en af dem. Og vi kan også se, at de er begyndt at installere rigtig mange solceller i USA, og det er noget, der giver genlyd herhjemme, også blandt politikerne, forklarer Peter Terman Petersen.

Han er derfor ikke i tvivl om, at interessen for solceller i Danmark er opadgående, og det kommer til at afspejle sig i virksomhedens 2016-regnskab.

- Vi har nogle forventninger, som ligger en lille smule over de forventninger, vi havde sidste år. Sidste år blev vi ramt af et andet halvår, hvor der ikke skete noget overhovedet. Vi har en forventning om at komme ud med sorte tal, og vi er kommet godt i gang og har allerede en ordrebeholdning, der dækker halvdelen vores målsætning, siger Peter Terman Petersen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.187