23948sdkhjf

Frederikshavnere bør droppe kødet i stedet for at slukke lyset

- Grundlæggende forkert at deltage i en klimakampagne, der beder folk spare på strømmen. Frederikshavns kommunes deltagelse i Earth Hour kritiseres af Dansk Energi.
Selvom vi går mod lysere tider, bliver det mørkere end vanligt i Frederikshavn om 14 dage.

Som andre kommuner og institutioner deltager Frederikshavn Kommune i Verdensnaturfondens 'sluk lyset' kampagne og markerer den grønne omstilling i en time i forbindelse med 'Earth Hour'.

Men det er grundlæggende forkert at deltage i en klimakampagne, der beder folk om at spare på el, lyder kritikken fra Danske Energis direktør Lars Aagaard.

- Det er gammeldags og forkert. El er løsningen på klimaudfordringerne. Vores energistrategi bygger på, at vi skal bruge el som erstatning for fossile brændsler i transportsektoren og blandt andet opvarmningen i vores huse, siger han til DR Nordjylland.

Lars Aagaard mener i stedet, at kommunerne bør fokusere andre steder.

- Det vi kan gøre som individer handler om, hvilken bil vi køber, hvordan vi varmer vores huse op, og hvad for noget mad, vi spiser. Derfor havde det da været langt mere relevant, hvis Frederikshavns Kommune havde besluttet sig for at tage en aften, hvor de blev vegetarer.

Den opfattelse deler den socialdemokratiske borgmester i Frederikshavn Birgit Hansen dog ikke. Her holder man fast i planerne om en lysfri time.

- Selv strøm skal jo produceres, og der bruger man stadig olie og kul og andet til at trække de her turbiner. Uanset hvordan det er produceret, er vi nødt til spare på vores energiforbrug, siger hun.

'Earth Hour' begyndte i Australien i 2007 og blev sat i gang af WWF Verdensnaturfonden. Samme år valgte Frederikshavn at blive energiby med en strategisk beslutning om at gøre en indsats på energiområdet og opnå CO2-reduktion.

Earth Hour finder sted d. 19. marts.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.084