23948sdkhjf

Find en elbil

Antallet af nyindregistrerede elbiler er faldet drastisk i årets første måneder.
Med børnebogen Find Holger i skødet kan børn bruge timevis på at finde den lille rødstribede Holger med tophuen og de sorte runde briller. Det er ikke altid nemt at finde Holger, men det lykkes som regel – til børnenes store glæde og lettelse. At finde en elbil indregistreret i de første måneder af 2016 i det danske motorregister er lidt som at finde Holger. Det kræver koncentration, god tid og vedholdenhed.

Det er utroligt at tænke på, at det kun er godt to måneder siden, at Teslas Model S var den mest solgte bil i Danmark – hvilket var første gang for en elbil.

Salget af elbiler er nemlig gået næsten fuldstændigt i stå, efter at elbiler fra årsskiftet blev pålagt registreringsafgift. Ifølge tal fra De danske bilimportører blev der i januar måned nyregistreret 68 elbiler, sammenlignet med 372 i gennemsnit sidste år.

Dykker man lidt ned i dette tal viser det sig oven i købet, at størstedelen ikke har betalt registreringsafgiften, som blev indført fra nytår. Således blev 31 Tesla’er købt sidste år og tæller kun med i statistikken, fordi Skat havde problemer med motorregisteret i december og derfor overførte dem til i år.

Oven i det kommer 20 elbiler fra mærker som Volkswagen og Renault, der er blevet indregistreret i kommunale flåder, hvoraf mange af dem er blevet bestilt før 8. oktober 2015, så de slipper for registreringsafgiften.

Ifølge forudsætningerne i afgiftsaftalen forventes 24.100 elbiler solgt i årene frem til 2020, begyndende med 1.800 i år. Men med tanke på de meget lave salgstal i starten af i år (som oven i købet er blevet pustet gevaldigt op af Tesla’er registreret på den gamle ordning), så ser denne forudsætning ikke ud til at holde.

Det er der heldigvis taget højde for i afgiftsaftalen, idet aftalepartierne har forpligtet sig til at revidere den allerede til august, hvis elbil-salget, som nu, ser ud til at blive på væsentlig under 1.800 elbiler i 2016.

For at opfylde forudsætningerne i aftalen vil DEA foreslå, dels en forhøjelse af et bundfradrag, dels at rabatten i registreringsafgiften udregnes efter CO2-udledning og ikke energieffektivitet, som det sker i dag. En sådan reform vil gøre elbilens pris mere attraktiv i forhold til konventionelle biler, hvilket erfaringer fra Norge og Holland har vist er helt afgørende for at få flere til at købe elbiler.

Vi oplevede i 2015 et spirende dansk elbilmarked, hvor den danske elbilbestand blev mere end fordoblet. Men meget tyder desværre på, at aftalepartierne ved at afgiftspålægge elbiler for tidligt er hastigt i gang med at sætte den positive udvikling i stå.

Elbiler skal på sigt betale afgift som andre biler, men nogle år endnu er der brug for, at danske politikere holder hånden under det danske elbilmarked – ligesom deres kollegaer i Holland og Norge gør det i deres respektive lande – for at sætte udviklingen i gang. Om få år kan vi så høste frugterne i form af mindre forurening, støj og CO2-udledning.

Jeg håber og tror på, at det inden længe vil blive lettere at finde en elbil indregistreret i det danske motorregister i 2016. Revisionen til august vil blive af afgørende betydning, og vi hos Dansk Elbil Alliance vil bestræbe os på at spille ind med gode løsningsforslag.

Kilde: Dansk Elbil Alliance - http://www.danskelbilalliance.dk

Artiklen er en del af temaet Klumme.

Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094