23948sdkhjf

Energnist investerer 45 millioner i røggaskondensering

Energnist leverer varme til Din Forsyning, der forventer en merproduktion på 66.000 MWh om året som følge af millioninvesteringen.
Affaldsforbrændingsselskabet Energnist har sendt et projektforslag for etablering af røggaskondensering på Energnists forbrændingsanlæg i Esbjerg til godkendelse hos Esbjerg Kommune.

Der investeres 45 mio. kroner i projektet, der skal øge nyttiggørelsen af affaldets energiindhold, således varmeproduktionen bliver væsentligt forøget.

Forbrændingsanlægget består i dag af en kraftvarmeproducerende ovnlinje med en behandlingskapacitet af forbrændingsegnet affald på ca. 220.000 tons årligt.

Forbrændingsanlægget producerer ca. 460.000 MWh fjernvarme og ca. 150.000 MWh elektricitet årligt.

Fortrænger kul
Varmen, der produceres på Energnist, afsættes til fjernvarmenettet i Esbjerg via Din Forsyning.

Den forøgede varmeproduktion vil fortrænge fjernvarme produceret på kul fra Esbjergværkets anlæg og i spidsbelastningsperioderogså fra Din Forsynings spidslastskedler.

- I dag er fordelingen mellem Energnist og Esbjergværket ca. 40/60, men med etableringen af røggaskondenceringen vil det ændre sig til ca. 45/55 procent, oplyser adm. direktør Jesper Frost Rasmussen hos Din Forsyning og uddyber:

- Vi forventer en merproduktion på affaldsforbrændingen på ca. 66.000 MWh om året og en tilsvarende reduktion på Esbjergværket. Det svarer ca. til 3.600 standard husstandes årlige forbrug, hvor vi nu kan trække energimængden ud af den samme mængde affald og fortrænge kul-varmen.

Mangler de sidste tilladelser
Hos Energnist arbejder man på at få de sidste ting på plads.

- Vi har afholdt prækvalifikationsrunde og fundet en håndfuld virksomheder, der skal byde på projektet, fortæller direktør Poul Kristensen og tilføjer:

- Vi mangler bare at få de sidste tilladelser i hus og at lægge sidste hånd på aftalen med Din Forsyning.

Poul Kristensen og Energnist forventer, at anlægget skal etableres og køres ind i løbet af 2016.
Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.142