23948sdkhjf

150 millioner til fossilfri energi- og brændstofforsyning

Villum Fonden støtter et nyt center, der skal forske i katalysatorer og udvikle teknologier, der kan erstatte fossile ressourcer med bæredygtige løsninger.
En kæmpe bevilling på 150 mio. kr. fra Villum Fonden støtter etableringen af et nyt, ambitiøst forskningscenter på DTU. Centret skal forske i katalysatorer og udvikle banebrydende teknologier, der kan erstatte fossile ressourcer med bæredygtige løsninger.

Det nye forskningscenter ”Villum Center for Science of Sustainable Fuels and Chemicals” bliver forankret på DTU Fysik i Lyngby. Der er tale om Villum Fondens største forskningsinitiativ nogensinde.

Kan bane vejen til den grønne omstilling
Det nye center på DTU skal ledes af professor Ib Chorkendorff, der samler et team af topforskere fra bl.a. Stanford University, Københavns Universitet og Syddansk Universitet. Gruppen koncentrerer kræfterne de kommende otte år om at udvikle den eftertragtede teknologi, der kan sikre en fossilfri energi- og brændstofforsyning, samt kemikalieproduktion.

- Bevillingen giver os en unik mulighed for at bidrage til en grøn omstilling af det globale samfund. Vi får også en sjælden chance for at afprøve ideer undervejs, som er i højrisiko for ikke at lykkes, men til gengæld har potentialet til at blive det teknologiske gennembrud, som verden har brug for. Vi står over for talrige og meget komplekse teknologiske udfordringer, og vi kan ikke løse disse alene. Men vi kan give et værdifuldt bidrag og være med til at bane vejen til et samfund, hvor velstand og vækst ikke er baseret på udvinding af fossile ressourcer, som går ud over klima, miljø og biodiversitet, siger professor Ib Chorkendorff.

Store teknologiske udfordringer
DTU’s rektor Anders Bjarklev udtaler, at DTU er umådelig glad for bevillingen, der understøtter universitetets vision om bæredygtig værdiskabelse.

- Verdenssamfundet står over for store teknologiske udfordringer, som skal løses, før vi kan gennemføre en grøn omstilling af samfundet. Selvom det er ønskværdigt at stoppe forbruget af fossile brændstoffer i dag, så er det fuldkomment urealistisk. Vi mangler stadigvæk teknologi, der kan erstatte de fossile ressourcer i for eksempel flybrændstof, i kemikalieproduktionen og i en vis udstrækning også energiforsyningen. Mange af de grønne teknologier, vi får brug for, er slet ikke modne endsige opfundet endnu, siger Anders Bjarklev.

Et markant bidrag til beskyttelse af jordens klima og miljø
Villum Fonden indbød i 2015 landets universiteter til at komme med projektforslag til ”et forsknings- eller udviklingsprojekt med potentiale til at yde et signifikant bidrag til den langsigtede beskyttelse af jordens klima, miljø og/eller biodiversitet”.

De indkomne projektforslag er siden blevet grundigt vurderet af en international komité af uafhængige videnskabsfolk.

- Villum Fonden ønsker med dette initiativ at yde et markant bidrag til den langsigtede beskyttelse af jordens klima og miljø. Forskningscentret er et stærkt bud på det. Vi håber, at det nye centers forskning bliver af højeste kvalitet, og resultaterne kommer til at yde et bidrag til en fremtid uden fossile brændstoffer. Der er ingen garantier, når man støtter grundforskning, men som filantropisk fond er det vores privilegium at kunne bidrage og tage en sådan risiko, siger bestyrelsesformand i Villum Fonden Jens Kann-Rasmussen.
Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094