23948sdkhjf

- Nu skal møllerne knokles igennem den thyske vind

Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi har via den nye vækstaftale sikret sig 1 million kroner om året frem mod 2019. Pengene skal blandt andet bruges til et testcenter for små vindmøller.
Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi får penge via den vækstaftale til 800 mio. kr., som regeringen har indgået sammen med Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og De Konservative.

Fra 2016 til 2019 får centret ved Ydby 1 mio. kr. årligt - og de penge, de er allerede øremærket særlige fokusområder.

Testcenter & Små vindmøller
I flere år har Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi arbejdet på at etablere et testcenter for husstandsvindmøller.

- Vi vil gerne have etableret testcenteret for små vindmøller i Thy, så vi kan få dem knoklet gennem den megen vind i Thy, fortæller kommunikationsansvarlig Jane Kruse hos Folkecenteret.

Desværre er planerne i Thy trukket lidt ud, og man er nu begyndt at se sig om efter alternative placeringer for de seks møllefundamenter, der skal udgøre teststationen.

- Vi har talt med vores naboer omkring Folkecenteret, og vi har udpeget 5 områder, hvor centeret kunne ligge. Nu har vi hørt os for ved kommunen om det er mulige placeringer, hvis vi får et kommunalt ja, så går vi i gang med forhandlinger med vores naboer, fortæller hun.

Jane Kruse håber at testcenteret er up-and-running inden udgangen af 2016.

Turist-attraktion & Yderområder
Udover testcenteret for husstandsvind skal pengene fra Vækstaftalen også gå til Folkecenterets informationsopgaver i forbindelse med de 7-9000 besøgende, der hvert år lægger vejen forbi Ydby.

- Det er en opgave vi gerne løfter, siger Jane Kruse og tilføjer:

- Et andet fokusområde for os er, at bane vejen for vedvarende energi i yderområderne. Her skal vi hjælpe med at etablere vedvarende energi samtidig med, at vi sikrer, at de penge, der tjenes ved eksempelvis vindmøller, kommer lokalbefolkningen til gode, fortæller hun.

På den måde sikrer man også befolkningens opbakning til eventuelle energiprojekter, understreger hun.

Små virksomheder & NGO
I vækstaftalen er begrundelsen for at støtte Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi:

- At centeret bidrager med at formidle viden om vedvarende energi både nationalt og internationalt samt gennemføre udviklingsopgaver i samarbejde med små og mellemstore virksomheder.

Folkecenteret får dermed en opgave med, at kontakte de små virksomheder i landdistrikterne og hjælpe dem med at opnå en større viden om energibesparelser og med at opnå en bedre anvendelse af el og varme.

Samtidig kigger Folkecenteret også ud over landets grænser.

- Vi har tre folkecentre i Afrika, som arbejder som NGO’er. Her støtter regeringens væksplan op om, at vi nu kan gå ind og se på, hvordan virksomheder i Danmark kan støtte de vedvarende energiprogrammer, der efter COP21, skal foreligge for alle lande, men som endnu ikke foreligger, slutter Jane Kruse.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093