23948sdkhjf

Succesen vil ingen ende tage hos Vestas

2015 blev et rekordår for vindmølleproducenten – 2016 bliver endnu bedre.
Vestas omsatte i 2015 for 8,423 mia. euro (62,9 mia. kr.), hvilket betød en fremgang på 22 procent sammenlignet med året før. EBIT steg med 49 procent til 906 mio. euro (6,8 mia. kr.), og overskuddet før skat steg med hele 77 procent til 925 mio. euro (6,9 mia. kr.).

- I 2015 eksekverede vi med succes på vores strategi om lønsom vækst og leverede stærke finansielle og driftsmæssige resultater på alle parametre og i hele verden. Vestas indfriede eller overgik forventningerne til helåret på omsætning, EBIT-margin og frie pengestrømme og leverede tocifrede marginer og det højeste nettoresultat nogensinde, siger koncernchef Anders Runevad.

- Vi sikrede samtidig den højeste ordreindgang i selskabets historie, og dette med ordrer i 34 lande på fem kontinenter, hvilket tegner godt for et fortsat højt aktivitetsniveau i 2016, tilføjer han.

Ordreindgangen på vindmøller steg fra 6.544 MW i 2014 til 8.943 MW i 2015, og værdien af ordrebeholdningen i serviceforretningen steg med 1,9 mia. euro (14,2 mia. kr.) til 8,9 mia. euro (66,4 mia. kr.). I alt havde Vestas en ordrebeholdning på 16,8 mia. euro (125,4 mia. kr.) ved indgangen til 2016.

Derfor ser vindmølleproducenten også særdeles lyst på indeværende regnskabsår. Her forventer man en omsætning på minimum 9 mia. euro (67,2 mia. kr.). Samtidig forventes en EBIT-margin før særlige poster på minimum 11 procent.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.235