23948sdkhjf

To-cifret milliardunderskud hos Dong

Olie, gas og Hejre-feltet koster milliarder på bundlinjen, mens vindforretningen trækker i den anden retning hos Dong Energy, der lander kæmpe minus for 2015.
Dong Energy leverede rekordhøjt driftsresultat i 2015, mens resultatet på -12,1 mia. kr. i 2015 var præget af nedskrivninger på i alt 15,8 mia. kr. efter skat, heraf 14,8 mia. kr. i Oil & Gas forårsaget af det fortsatte fald i olie- og gaspriserne, en reduktion i reserveestimater samt projektrelaterede faktorer, navnlig i forhold til Hejre-projektet, som fortsat står over for markante udfordringer.

Ebitda & underskud
Driftsindtjeningen (Ebitda) steg med 13% til 18,5 mia. kr. i 2015, og opfyldte dermed forventningen om et EBITDA i niveauet 17,0-19,0 mia. kr.

Ebitda var i 2015 positivt påvirket med i alt 1,7 mia. kr. fra avance ved salg af olie- og gaslicensandele, forsikringserstatninger samt en afgjort tvist fra 2005 og 2006 vedrørende CO2-kvoter, mens 2014 var positivt påvirket af avancer på 1,9 mia. kr. ved frasalg af havmølleparker.

Driftsindtjeningen i Wind Power steg med 2% til 6,2 mia. kr., men når der tages højde for frasalgsgevinster i 2014 var den underliggende indtjening markant højere.

Årets resultat var et tab på 12,1 mia. kr. mod et tab på 5,3 mia. kr. i 2014.

Vender olie ryggen
Udover rekordomsætning og milliard-underskud er der andre væsentlige ting at fokusere på.

I 2015 nåede andelen af vedvarende energikilder i Dong Energys el- og varmeproduktion 55 procent og dermed ramte man den laveste CO2-udledning nogensinde.

Derudover betyder den igangværende restrukturering af Oil & Gas-forretningen et yderligere skift i Dong Energy’s investeringsmiks hen imod vedvarende energi. Frem mod 2020 forventer koncernen, at mere end 80% af investeringerne vil gå til havvind og bioenergi.

Forretningsområdet Wind Power har i 2015 styrket sin globale position inden for havvind. I 2015 indviede Dong Energy to nye parker i Storbritannien og Tyskland, og bestyrelsen besluttede at investere i to nye projekter, Race Bank og Walney Extension. Den 3. februar 2016 besluttede bestyrelsen endvidere at investere i den rekordstore havmøllepark Hornsea 1 (1.218 MW) i Storbritannien, hvilket er den hidtil største investering i Dong Energy’s historie.

Wind Powers omsætning voksede med 70% i 2015. Driftsresultatet steg med 2%, men justeret for gevinster ved frasalg i 2014 var den underliggende resultatvækst betydeligt højere. Dong Energy forventer, at 2016 bliver endnu et år med betydelig vækst i Wind Power.

Forventninger til 2016
Dong Energy forventer at business performance EBITDA udgør 20-23 mia. kr. i 2016.

Forventningerne er særligt følsomme over for gevinster ved frasalg i Wind Power, resultatet af genforhandling af gaskøbskontrakter i Distribution & Customer Solutions samt udviklingen i olie- og gaspriserne

Bruttoinvesteringerne for 2016 forventes at udgøre 20-23 mia. kr. og reflekterer et fortsat højt investeringsniveau relateret til havmølleparker, samt i mindre grad til olie- og gasfelter og biomassekonvertering af vores kraftvarmeværker.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.172